Jeg er lidt fla­bet

OB’s Mads Frøkjær går kæm­per lidt med et enspo­ret eli­te­mil­jø – og vil ger­ne la­ve IN­TER­VIEW

Ekstra Bladet - - SPORT / SUPERLIGA - Det er jo et mil­jø, hvor vi er li­ge så me­get kon­kur­ren­ter som hold­kam­me­ra­ter For mig ska­ber det alt­så stør­re glæ­de at drib­le for­bi tre mand end at vin­de en ho­ved­støds­du­el Tro­els Chri­sten­sen Tim Kil­de­borg Jensen

– Jeg sy­nes, det er over­ve­jen­de po­si­tivt. Jeg prø­ver at væ­re mig selv og slap­pe af i det, og så sy­nes jeg da, at jeg slip­per ret godt fra det.

Be­mærk­nin­gen om, hvor­dan det er plud­se­lig at væ­re me­re søgt af me­di­er­ne, ledsa­ges af et lil­le grin, der tæn­der lys i de grøn­ne øj­ne og ak­ti­ve­rer den liv­li­ge mi­mik, der he­le ti­den ledsa­ger hans ta­le­strøm.

For Mads Frøkjær Jensen har me­get på hjer­te. Og som det er til­fæl­det ude på græs­set, kan det 21- åri­ge stor­ta­lent og­så uden for stre­ger­ne li­de at skæ­re ind i ba­nen og ud­for­dre an­dre med si­ne over­ra­sken­de ud­fald.

Så du li­ge den?

Be­der man ham om at be­skri­ve sig selv som fod­bold­spil­ler, næv­ner han straks sit drev med bol­den og ev­nen til at væ­re ’ lidt fla­bet’, og på spørgs­må­let om, hvor­når han er al­ler­mest lyk­ke­lig der­u­de, ly­der det med end­nu et grin:

– Når dem på det an­det hold ik­ke kan li­de mig. Når jeg for­nem­mer, at de bli­ver ir­ri­te­re­de.

– Det er man jo, når man spil­ler godt, og for mig ska­ber det alt­så stør­re glæ­de at drib­le for­bi tre mand end at vin­de en ho­ved­støds­du­el. Det glæ­der mig mest, når jeg ef­ter kam­pen kan rin­ge hjem og si­ge ’så du li­ge den, jeg la­ve­de der?’

Det sid­ste si­ger han med adres­se til si­ne to yn­gre brødre, som han ef­ter­lod hjem­me i Hvi­d­ov­re, da et ef­ter­sko­le­op­hold i Ny­borg plud­se­lig blev veks­let til et prof- liv i OB. Og der­med en til­væ­rel­se på eg­ne bold­be­ga­ve­de ben.

Vil­le kla­re sig selv

Ef­ter et op­hold hos en vært­s­fa­mi­lie med en hold­kam­me­rat gik gym­na­sie­e­le­ven Mads nem­lig og­så selv på bo­lig­fron­ten.

– Jeg sæt­ter stor pris på min vært­s­fa­mi­lie, men alt kom hur­tigt til at hand­le om fod­bold. Det blev lidt for me­get. Jeg vil helst ta­le om alt an­det end OB, når jeg har fri, for jeg skal ha­ve luft til mig ho­ved, si­ger han om det eli­te­mil­jø, som han på man­ge må­der har et am­bi­va­lent for­hold til.

– Selv om jeg kun var 16 år, hav­de jeg brug for at stå på eg­ne ben og ha­ve no­get fri­hed til at gø­re tin­ge­ne på min egen må­de. Jeg har al­tid væ­ret me­get selv­stæn­dig og re­flek­te­ren­de, for­tæl­ler han.

Det var na­tur­ligt for ham selv at skul­le la­ve mad, va­ske tøj og gø­re rent, og han var og­så ’ re­la­tivt god til det med diæter­ne’, for­tæl­ler han. Men han in­si­ste­re­de på at gå med til fester­ne.

– Hvis jeg skal spil­le godt, skal jeg væ­re glad, og der­for var det vig­tigt, at jeg hav­de et so­ci­alt liv, selv om der var kamp da­gen ef­ter. Når jeg er glad uden for ba­nen, gi­ver det ener­gi in­de på ba­nen, og hvis du ger­ne vil la­ve lidt læk­kert med bol­den, så lyk­kes det bed­re i godt hu­mør.

Guf for sel­vop­fat­tel­sen

At la­ve no­get læk­kert er bå­de guf for sel­vop­fat­tel­sen og en vej ud i Eu­ro­pa, me­ner han.

– Det vig­tig­ste for klub­ben er jo hol­det, men det er jo og­så en bran­che, hvor det hand­ler om at ud­stil­le sig selv, så man kan kom­me vi­de­re.

– Man skal jo ik­ke un­der­vur­de­re, at al­le vi fod­bold­spil­le­re har en stør­re drøm end at spil­le i Su­per­liga­en, og hvis vi skal vi­de­re her­fra, er det jo vig­tigt at kun­ne sæl­ge sig selv. Det er al­le be­vid­ste om, men man sæl­ger sig selv bedst, når hol­det spil­ler godt, si­ger Mads Frøkjær, der kan se sig selv i hvil­ken som sto­re liga­er.

Han har dog ik­ke travlt, og han kan og­så le­ve med, at han i OB me­re bru­ges på kan­ten end in­de på sin fo­re­truk­ne po­si­tion på den cen­tra­le midt­ba­ne, hvor han bed­re kan få af­løb for at væ­re så ’ bold­li­der­lig’. helst af de

Tror du, du er Ro­nal­do?

Han kan og­så le­ve med, at OB- folk pil­ler knæg­ten fra den kø­ben­havn­ske Ves­tegn lidt ned og spør­ger, om han mon tror, han er Ro­nal­do.

– Det er me­get dansk, og jeg er da godt klar over, at jeg ik­ke skal stå med ar­me­ne op­pe over ho­ve­d­et, hvis jeg har spil­let en en­kelt god kamp. Men det er da vig­tigt at si­ge til sig selv, at man er god, in­si­ste­rer han.

– Det er jo et mil­jø, hvor vi er li­ge så me­get kon­kur­ren­ter som hold­kam­me­ra­ter. Så de an­dre kom­mer ik­ke til at stå og hvi­ske i dit øre, at ’ hold kæft, du er god’. Din di­rek­te kon­kur­rent hå­ber jo, at du spil­ler ad hel­ve­de til.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.