METTES DAGBOG
Jeg er meget glad for Politikens Kristian Madsen.
Han rammer som regel plet i sine politiske analyser. Se nu i tirsdags, hvor han fastslog, at ’ Mette Frederiksen tårner sig kilometer op over alle andre i dansk politik.’
Han skrev også: ’ Statsministerens personlige image ligger helt i top hos vælgerne. Hun er blevet en politisk figur, som de fleste respekterer.’
Og det er tankevækkende, at han karakteriserer mine ministre som ’ 19 anonyme messingblæsere bag pultene i Mette Frederiksens Big Band.’
Jeg er nødt til at svinge dirigentstokken for at sikre, at alle spiller med på den samme melodi.
Det kniber lidt hos Klima- Dan, der gerne vil være solist, selvom han overhovedet ikke har evner til det. Og Magnus er så forvirret, at han hele tiden skal være under skarpt opsyn.
Men jeg synes stadig, at jeg har fast greb om tingene. Min åbningstale i Folketinget var klar og stringent, og jeg mener at kunne konstatere, at selv dronningen nikkede anerkendende.
Efterårets politiske forhandlinger vil nok for udenforstående til tider komme til at virke dramatiske, men det skal nok gå, for partierne er pissebange for et valg. Ikke mindst min gamle flamme Tulle er i panik.
Flere har spurgt, hvorfor jeg ikke er gået mere dominerende ind i sexisme- debatten.
Jeg har lidt ondt af Morten Østergaard, selvom han faldt, som han havde redt.
Jeg er selvfølgelig helt enig med MeToo-bevægelsen, men mener ikke, jeg har personlige erfaringer at bidrage med.
Jeg synes ikke, det er værd at offentliggøre, at jeg i forrige årtusinde var tæt på at stikke Lykketoft én på frakken, da han roste min kjole og kaldte mig for ’ en pryd for øjet’. Men han sagde det så sødt, at jeg lod være.