EN JAMMERLIG START
Hvad er egentlig Sofie Carsten Nielsens strategi ud over selvmedlidenhed?
meget kort: De radikales DET KAN SIGES nye leder, Sofie Carsten Nielsen, fik en jammerlig start på sin nye karriere. Uanset alle de syrede forklaringer står det fast, at hun selv var en væsentlig del af coverup- operationen omkring Morten Østergaards ’håndspålæggelse’.
Men det skal indrømmes, at forgængeren ikke har gjort det let for hende. Nu nærmest vælter et katalog ud af skabet med kvinder, som føler sig sex- chikaneret af den tidligere R- formand. Men vil Sofie Carsten Nielsen virkelig påstå, at hun som gruppeformand ikke har haft kendskab til en intern sag, som er behandlet i hendes eget gruppesekretariat? Den holder jo ikke. De radikale er trods alt ikke Mærsk-koncernen.
SOFIE CARSTEN NIELSEN har vist sig som en elendig rådgiver for sin partileder. For selvom Nielsen i Rod- sagen, der første til Morten Østergaards afgang, nu klynger sig til søforklaringen om, at det hele handlede om at ‘ beskytte Lotte’, står det lysende klart, at det handlede mere om at beskytte Morten Østergaard.
Lige indtil det sekund langt inde i det radikale gruppemøde onsdag, da Lotte Rod beskyldte Morten Østergaard for at lyve, var det meningen, det hele skulle have været fejet ind under gulvtæppet.
Lotte Rod er ikke uden ansvar. Når hun siger, at det hele ’slet ikke var min mening’, er det jo simpelthen for naivt. Hvis man som MF’er lægger en besked på Facebook om, at man har været udsat for gramserier i folketingsgruppen og Radikal Ungdom, siger det sig selv, at så starter balladen. Så hvis det ’ ikke var meningen’, skulle hun have holdt sin kæft om den ti år gamle håndspålæggelse.
Sofie Carsten Nielsen har forklaret, at hun og Morten Østergaard havde en aftale med Lotte Rod om, at ’ navnet’ skulle hemmeligholdes. Men præcis på det tidspunkt, hvor Lotte Rod går på Facebook, må det have stået lysende klart for Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard, at hvis der har været en aftale om fortrolighed, så er den lige blevet opsagt af Lotte Rod.
HVIS MORTEN ØSTERGAARD samme sekund havde udsendt en melding om, at det var ham med hånden. At han beklagede. Var ked af det. Havde fået ‘ tilgivelse’ og tilsvarende. Så var sagen formentlig været afsluttet. Men hvad ingen kunne vide ( eller kunne de?) var, at Rod- sagen trak en stribe andre sex- sager efter sig.
Der har helt sikkert også været kræfter i den radikale gruppe, som bestemt ikke har været utilfredse med, at leder- duoen var på vej til at dumme sig så eftertrykkeligt.
Og selvfølgelig har der været folk, som vidste, at Rod- sagen – og måske andre sager – var på vej. Så sagen er endt som en giftig blanding af ren magtpolitik, de radikales politiske kurs, forholdet til regeringen og sexchikane.
KAMPVALGET OM LEDERPOSTEN dokumenterede nemlig, at det også handler om politik. Skal de radikale fastholde Østergaards selvvalgte isolation eller søge ny kurs? Lidegaard vil det sidste. Det er klassisk radikal politik. Indflydelse. Medansvar. Kompromisser.
Sofie Carsten Nielsen har valgt modsat. Hun havde kun været partileder få minutter, da hun fortsatte konfrontationslinjen med en melding om, at Mette Frederiksen udviser ’ mangel på grønt lederskab’, og at R er klar til at vælte regeringen på finansloven, hvis der ikke kommer en stribe ultimative klimakrav igennem.
SKOVEN. Sofie Carsten DET ER HELT UDE I Nielsen mangler jo fuldstændig politisk overblik. Skulle et kriseramt, svækket radikalt parti vælte en Mette Frederiksen, der står til over 30 procent af vælgerne – og så lige nu?
Ud over fejlhåndteringen af lår- sagen begik den nye radikale leder det fejlgreb, at hun ikke bevilgede sig selv en tænkepause til at justere den politiske kurs. Få de radikale på banen igen.
Nej. Tværtimod holdt hun i folketingssalen en patetisk tale, som om den danske nation var blevet ramt af en katastrofe på grund af Morten Østergaards løse hænder. Den stramme, aggressive tone over for regeringen fastholdt. Den moraliserende stil over for andre partier uændret.
Det kan de andre partier være ligeglade med, for de radikale har ikke mange trumfkort at spille med. De kan vælte regeringen og tabe et valg. Frederiksen fortsætter. De kan pege på Ellemann, men han gider ikke de radikale. Så hvad er egentlig Sofie Carsten Nielsens strategi ud over selvmedlidenhed?
EFTER AT HAVE DELAGTIGGJORT forsamlin- gen i folketingssalen i den radikale lidelseshistorie gav Nielsen de andre partiledere denne opsang: ‘ Jeg håber også, I vil kigge indad i jeres partier. I har meget at gøre’.
Jeg vil vædde en bøjet femøre på, at de fleste af partilederne har tænkt: ’ Mon ikke du skulle starte med at få styr på din egen kiosk, inden du begynder at belære os andre?’
Hun kunne have lært uendelig meget af SF- formand Pia Olsen Dyhr, der også måtte overtage et parti i kaos. Faktisk var situationen for SF dengang langt værre.
Pia valgte en ydmyg, eftertænksom og samarbejdende linje. Hun fik de tilbageblevne til at finde hinanden, formulerede et nyt politisk projekt. Humør og overskud. I dag ligner SF langt mere et kommende regeringsparti end de radikale.
Pia Olsen Dyhr lærte af SF’s bommerter. Sofie Carsten Nielsen fortsætter i samme skure, som om det er alle andre, der er noget i vejen med. Over for de radikales problemer skal vi andre vise medfølelse og forståelse.
Der mangler kun en ting: At meningsmålingerne sender de radikale i gulvet. Så ligner det en ’ Perfect Storm’ på Slotsholmen.