Lone var kun 48 år, da hun fik Alzheimers
LEVER MED LIDELSEN: De fleste får diagnosen, når de er godt oppe i årene. Men sådan er det ikke altid
Hjernen føltes som en gammel tavlesvamp. Kridttør og immobil. Det var en maerkelig fornemmelse. Og svaer at beskrive for andre. Nogle gange kunne hun sige til sin mand, at hun gik efter maelk. To minutter senere ville hun gentage beskeden.
Først blev hun undersøgt for stress og depression, da begge dele kan påvirke hukommelsen. Lone Hartz har ikke tendens til depressioner. Når man taler med hende, får man indtrykket af en naesten ukuelig optimisme. Men demens var ikke på tale. Hun var med sine 48 år alt for ung til, at det syntes sandsynligt.
Sådan gik der et par år. Men det blev mere og mere tydeligt, at noget ikke var, som det skulle vaere.
– Det er ikke ligesom at braekke en arm og så bum, så kan du ikke bruge den. Det kommer snigende. Til sidst blev jeg undersøgt flere gange og fik lavet en rygmarvsprøve. Derefter fik jeg diagnosen Alzheimers. Det var en lang vej, fortaeller Lone Hartz.
Var frygtelig ked af det
Knap 90.000 danskere lever med demens. Det estimerer Nationalt Videncenter for Demens. De fleste får først diagnosen, når de er over 80 år, men der er også nogle, der ligesom Lone Hartz får demens langt tidligere.
– Jeg var frygtelig ked af det. Jeg gik helt i sort og gik hjem og sov i meget lang tid. Dengang taenkte jeg jo, som mange andre sikkert også gør, at det kun er noget, gamle mennesker får. I min alder kan man få kraeft, men da ikke Alzheimers. Men det kan man så godt.
Den pårørendes sygdom
Kort efter at hun havde fået diagnosen, blev hun skilt.
– Forløbet op til, at jeg fik diagnosen, var draenende, saerligt for min eksmand, tror jeg. Det er jo sådan med Alzheimers, at det er andre, der opdager det. Selv kan man bare ikke huske. Det er andre, der oplever, at man gentager sig
Jeg gik helt i sort og gik hjem og sov i meget lang tid
selv og glemmer ting.
Faktisk taler man af samme årsag af og til om demens som ’den pårørendes sygdom’. En betegnelse, der synes mere retfaerdig i de tilfaelde, hvor der er tale om udtalt demens.
– Jeg er ret velfungerende. Og jeg møder af og til folk, som siger, at hvis de ikke kendte mig, så ville de ikke vide, at jeg havde Alzheimers. Det er jo dejligt. På den anden side taenker jeg nogle gange, at hvis jeg var mere syg, så oplevede jeg ikke så meget alt det, jeg går glip af, siger Lone.
En af de ting, hun savner mest, er at gå på arbejde.
– På en måde var det en befrielse, da jeg ikke laengere skulle gå på arbejde, for det var svaert for mig at følge med. Men det var også trist. Jeg er et meget socialt menneske, og det med ikke at skulle stå op om morgenen og vaere sammen med andre mennesker … Det synes jeg stadig er svaert.
Mere besvaerligt
Nu er hun i stedet frivillig i et aktivitetshus for aeldre, for hun vil rigtig gerne arbejde i det omfang, hun kan.
Det er også blevet mere besvaerligt at bevaege sig rundt. Hvis hun tager bussen til et sted, hun ikke har vaeret før, kan hun blive forvirret. Og bilen holder stille, medmindre hendes datter kører hende.
– Lige nu kan jeg godt mange ting selv. Jeg kan bo alene, gå ud at handle og den slags, og jeg kan tage toget til København. Jeg er stadig rimelig mobil.