Historisk kursskifte
HVAD ER DER GALT med et danskstyret asylcenter i Rwanda?
Jeg fatter ikke alt det bøvl omkring integrationsminister Mathias Tesfayes forhandlinger om et dansk projekt i Afrika. Er det en nyhed?
Nej. Allerede for tre år siden praesenterede S et udlaendingeudspil, som på helt afgørende punkter brød med 40 års dansk udlaendingepolitik.
Slut med at menneskesmuglere og slap graensekontrol skulle afgøre vores indrejsesituation. Slut med afviste asylanter i indrejsecentre i Danmark, som hverken vil rejse hjem eller kan godkendes som flygtninge.
DANMARK SKAL naturligvis hjaelpe flygtninge, virkelige flygtninge, men ikke en verden af folk, der bare ønsker et bedre liv. Selve den erkendelse har haft meget svaert ved at traenge ind i dansk politik. Det er få år siden, politikere mente, vi kunne tage imod en hel verden af fattige.
I S-udspillet i 2018 indgik placering af danske asylcentre i udlandet. Asylsøgere, der kommer til Danmark, har efter FN’s talrige konventioner krav på at blive behandlet, men ikke nødvendigvis i Danmark. Behandlingen kan sagtens ske i udlandet med danske sagsbehandlere.
S pegede ikke på bestemte lande. Men pilen pegede på muligheder som Marokko, måske Tyrkiet før Erdogan gik amok, og enkelte afrikanske lande.
Mette Frederiksen begik en fodfejl, da hun ved et pressemøde fastslog, det skulle vaere i et ’demokratisk’ land. Dem er der ikke mange af udenfor Europa. Det stod heller ikke i S-udspillet. ’Det, Mette mente, var’ lande, hvor der er rimelig styr på tingene, rimelig demokratiske og ikke ekstreme diktaturstater. Lande, som Danmark har god kontakt til. Og det gaelder bl.a. Rwanda.
NU ER SANDHEDENS time kommet, og sandelig om vi ikke har fået en minister, der omsaetter sine valgudspil til konkret politik.
Tidspunktet er velvalgt. Lige i øjeblikket er indrejsetallet af spontane asylsøgere lavt. Det tager trykket af. Men kan hurtigt aendre sig. For i Danmark er det jo hverken regeringen, Folketinget, de radikale eller Bedsteforaeldre for Asyl, der styrer indrejsetallene. Det gør kyniske menneskesmuglere, mafiosoer og krigsherrer. Danmark er offer for andres kyniske spekulation i menneskehandel, og så laenge butikken fungerer, milliarderne på menneskesmugling triller ind, kommer asylsøgerne. Det er den trafik, der skal stoppes. Og når EU regeres af bovlamme snakkemaskiner, vaelger den danske regering af køre solo.
NÅR FØRST EN INDSMUGLET asylsøger er over den danske graense, haenger Danmark
på en langvarig, besvaerlig og ofte umulig asylbehandling, som kan slutte med, at afviste befinder sig i evighedsmaskinen på Kaershovedgård, fordi de ikke ønsker frivilligt at forlade landet, og deres egne hjemlande ikke vil have dem tilbage. De afviste vil bare have genoptaget deres sag.
Det, regeringen nu prøver, er en anden proces. Kører asylproceduren ikke i Danmark, men i Rwanda, kan det taenkes, at menneskesmuglerne får svaerere ved at presse penge ud af folk, der forgaeves tror, de har en fremtid i Europa, men pludselig skal skabe sig et nyt liv i Kigali, der ligger 10.560 kilometer fra København.
Selvfølgelig møder regeringens udspil kritik. Sjovt nok også fra borgerlige politikere og aviser, der i årevis har råbt og skreget på en mere konsekvent asylbehandling.
Og så er der det fine udland. Taenk hvor forfaerdeligt, hvis eliten af diplomater i Washington, Bruxelles eller FN bliver sure på os. Eller hvis de overbetalte mandariner i EUsystemerne tager sig til naesen. Lad dem fare.
DET UDSPIL, integrationsminister Mathias Tesfaye nu forbereder med et modtagecenter i Rwanda eller et andet afrikansk land, udgør et historisk kursskifte.
Et opgør med 40 års politik. Et udspil, der vil kraeve en helt anden samordning af udenrigspolitik, bistandspolitik og flygtningepolitik end nogen anden tidligere regering har praesteret. Alle har givet op eller løbet panden mod en mur. Forestil sig, at Tesfaye skulle have forhandlet dette udspil med de radikale.
Kan projektet overhovedet realiseres? Det må vi se. Der forestår uendelig kritik, bøvl og problematisering undervejs. Universiteterne er leveringsdygtige i bataljoner af ledige ph.D’ere der kan fortaelle, hvor forfaerdeligt, det hele er.
Afgørende bliver, om regeringen kan samle et flertal. Om projektet i Rwanda haenger sammen. Om man kan opbygge en dansk administration på afrikansk grund. Om logistikken haenger sammen. Juraen.
Der kan opdyrkes 5.000 forskellige problemer. Det er ingen kunst. Den besvaerlige del er, at få undersøgt til bunds om en sådan omlaegning af dansk asylpolitik er mulig. Lykkes det for Tesfaye, vil jeg vaedde ret meget på, resten af EU vil følge nøje med.
’ Danmark kan ikke hjaelpe en verden af folk, der bare ønsker et bedre liv’