Opinionen Glemte kvinder
METOO-BØLGEN BLEV opgøret med en kultur, hvor alt for mange maend har ment, at de kunne bruge deres magt overfor isaer yngre kvinder. Det er mest de seksuelle overgreb, der nu er blevet trukket frem. Opgøret har vaeret tiltraengt og skal selvsagt fortsaette. Kulturen skal aendres.
MeToo var først noget, der foregik i USA, og her i landet kunne vi nøjes med at ryste på hovedet og sige: Taenk engang, at det var muligt! Men Sofie Linde fik sat fokus på, at der var grelle eksempler også hos os selv.
Det fik sit eget forløb og er ikke overstået.
MEN LYSET blev også kastet på skaevheden i kulturen i forhold til maend og kvinder, der havde gjort en betydningsfuld indsat for landet. Det var nemt at få øje på maendene. Vi laerte om dem i skolerne, og det var indlysende, at Ørsted, Niels Bohr og andre maend havde gjort en betydningsfuld indsats, der var vaerd at huske.
Men Marie Hammer var der ingen af os, der havde hørt om, før Eva Tind skrev bogen om hende, og hvad blev der egentlig af etnologen Henny Harald Hansen eller filologen Lis Jacobsen?
TILBAGE I 2004 satte kulturminister Ulla Tørnaes fra Venstre arbejdet i gang med at få etableret en kanon. Regeringen ville gerne styrke danskfaget i skolerne og var forarget over så lidt, eleverne vidste om de litteraere skatte, udviklingen gemte på. De opfandt litteraturkanonen og fik det sat i gang, så vi i dag har en kanon for danske forfattere, der skal laeses i skolen.
FORHÅBENTLIG UDEN nogen saerlig omtanke kom den kun til at indeholde maend med en enkelt kvindeundtagelse, Karen Blixen, og folkeviserne. Flere kvinder var der ikke, der kunne få plads i det obligatoriske stof. De var ikke betydningsfulde nok. Og det betyder, at dem behøver skolebørnene ikke at høre om.
Til min store overraskelse har jeg laest, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil afviser et ønske fra Dansklaererforeningen om at se på kanonen for gymnasiet igen – og gøre den mere nutidig også for kvinderne.
Ministeren mener ikke, at den bør aendres. Hun er tilfreds med den kanon, der er.
Flere kvinder var der ikke, der kunne få plads i det obligatoriske stof. De var ikke betydningsfulde nok
DET ER JEG bestemt ikke, og derfor var jeg også glad for at modtage en opfordring til at skrive under på et krav om at få lavet den gaeldende kanon om. Forhåbentlig er det nok bare at understrege, at hverken Tove Ditlevsen eller Inger Christensen blev der plads til. Det bør der vaere – samtidig med at det undersøges, om der er andre, der skal med.
Og ja, det betyder, at der så er betydningsfulde mandlige forfattere, der må ud, hvis kanonen skal holdes på det samme antal.
Det er rimeligt nok og bør ske.