Integrationens dødsspiral
DER ER INGEN TVIVL om, at den manglende integration af indvandrere og efterkommere koster samfundet dyrt.
MENS FINANSMINISTERIET anslår, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere koster statskassen 33 mia. kr., har andre undersøgelser peget på omkring det halve. Dertil kommer selvfølgelig de sikkerheds ma essige og kulturelle følger af dårlig integration.
Vi har derfor alle en meget klar interesse i at bedre integration.
DER ERIKKE LIGEFREM mangel på politikere, der sa etter fokus på integrationsproblemerne. Men spørgsmålet er: Hvor er politikernes overbudspolitik, når det kommer til løsningerne?
Her taler jeg om løsninger, som for det første er realistiske at gennemføre, og for det andet har målbare effekter, der gør en vaesentlig forskel for integrationen.
REGERINGEN HAR f.eks. for nylig praesenteret en storstilet reform, der skal give ledige indvandrere en såkaldt arbejdspligt, der primaert kan bestå af op til 37 timers nyttejob om ugen.
Her forventer regeringen selv, at det kun vil få 250 flere indvandrere i arbejde.
DETTE ER IKKE unikt for den nuvaerende regering. Faelles for skiftende regeringer – uanset om vi taler om ’paradigmeskiftet’, utallige kontant h jae lp s reformer, ghetto pakkerneel lertryghedspakkerne–er behovet for reformerne sjaeldent blevet retfaerdiggjort med målbare effekter, men om principper eller om at sende et signal.
DER ER INTET GALT med principiel politik, der sender klare signaler. Men problemet opstår, når de praktiske – og vidensbaserede – løsninger bliver efterladt på perronen.
NÅR VI SOM SAMFUND ønsker bedre sundhed, bygger vi flere sygehuse. Når vi som samfund ønsker bedre børnepasning, hyrer politikerne flere paedagoger.
Men når vi ønsker bedre integration, bliver vi spist af med signalpolitik.
ÅRSAGEN ER desvaerre simpel. Erfaringer fra Sverige og Norge tyder f.eks. klart på, at vi kunne få markant flere flygtninge i job, hvis vi gav dem en uddannelse og havde danskuddannelse af tilstraekkelig høj kvalitet.
MEN H VISEN integrationsminister foreslog at bruge en-to mia. kr. på bedre uddannelse til flygtninge, ville både medier og politiske modstandere nok udlaegge det, som om man vil give pengene til indvandrerne og tage dem fra ’danskerne’.
Vi har alle en meget klar interesse i bedre integration
MED ANDRE ORD: Det er tenderende til politisk selvmord at give flere penge til noget, der gavner indvandrere og efterkommere – selvom det også gavner samfundet som helhed. Vi kommer ikke gratis til bedre integration. Og politiske signaler og principper kan ikke gøre det alene.
DE PRAKTISKE – og kedelige – vidensbaserede løsninger må trumfe symbolpolitikken, hvis vi skal gøre os h åbo matkomme ud af den integrationspolitiskedøds spiral.