BREV TIL UNGDOMMEN: IKKE VORES SKYLD
Kaere unge mennesker
Jeg synes, det er dejligt, at I går ind i klimadebatten med hud og hår. Men at råbe op om, at det er vores skyld, og at vi har stjålet jeres barndom, det klinger noget hult.
Lad mig fortaelle jer lidt om at vokse op i 70’erne ...
Da jeg voksede op, kunne et halvt kilo kød raekke til to voksne og tre børn. Men der var altid grøntsager på bordet. En sjaelden gang fik vi mad fra den lokale grill og havde ikke en overflod af burgere, pizza, pommes frites og kebabruller.
Lørdag aften delte vi i familien én liter cola – ikke en liter hver. Og vi købte heller ikke en halv liter sodavand eller en energidrik, hver gang vi gik forbi en kiosk. Og maengden af vores lørdagsslik kunne vaere i en kaffekop. Chips var en luksus, som vi måtte købe for vores lommepenge, som vel i dag svarer til ca. 25 kr. om ugen.
Biler var ikke hvermandseje, men det var cykler til gengaeld. Og dem brugte vi flittigt. Når vi skulle til sport, spejder, i skole, og når vi besøgte vores venner. Vi blev ikke kørt 200 meter hen i kiosken, hvis der faldt en lille
Lørdag aften delte vi i familien én liter cola – ikke en liter hver. Og vi købte heller ikke en halv liter sodavand eller en energidrik, hver gang vi gik forbi en kiosk
dråbe regn fra oven.
Vi havde en stationaer telefon, som vi sjaeldent måtte bruge. Hvis vi ville høre, om vores venner kunne vaere sammen, kunne vi cykle over og spørge dem. Vi fik ikke en mobiltelefon, så snart vi kunne gå.
Hver lørdag samledes vi i familien for at se på hustandens eneste tv. Et 24tommers kasse-tv. Vi havde ikke store fjernsyn med et hav af streaming-tjenester i hvert eneste rum. Vi havde det ene fjernsyn med fire kanaler – og man skulle rejse sig for at skifte kanal!
I skolen brugte vi blyant og papir. Vi havde ikke en overflod af mobiltelefoner, iPads og baerbare computere. Da vi kom i 7., fik vi en lommeregner. En rigtig en ... ikke en app.
Vi legede udenfor i al slags vejr, og legepladsen og boldbanen var fyldt med børn. Vi sad ikke og så Netflix eller gamede på computere på størrelse med et rumskib.
Og da vi blev teenagere, mødtes vi stadig udenfor eller i klubben. Vi afholdt ikke kaempestore strømslugende gamerfester. Der var disko et par gange om året, hvor der blev serveret sodavand. Vi lå ikke i druk fra torsdag til lørdag.
Vi fik ikke nyt tøj flere gange om måneden. Vi ’arvede’ fra hinanden. Og maengden af sko var til at få øje på.
Vi skal vaere faelles om at få løst klimaproblemet. Vi har alle et ansvar. Ung som gammel.
Men kaere unge mennesker, at gå ind i klimadebatten og strejke med budskabet om, at vi har ødelagt jeres barndom?
How dare you ...