HAR SAGT FARVEL TIL FAR
Danseren Silas Holst lader ikke sine børn se deres alvorligt syge bedstefar – af hensyn til alle parter
Hver gang, danseren Silas Holst, 38, besøger sin far, siger han farvel, som er det sidste gang, de ses.
– For det kan det vaere, siger han.
Det er fire år siden, hans far, den i dag 78-årige Benny, fik diagnosen fremskreden Alzheimers efter at vaere blevet tiltagende mere glemsom.
– Dengang sagde jeg farvel til den far, jeg havde kendt hele mit liv. Den vaerdige mand, han var, var her ikke mere.
Benny Holst er i dag så syg, at han ofte ikke kan genkende sin søn, når han er på besøg på plejehjemmet på Sydsjaelland.
Det er en vaesentlig årsag til, at Silas Holst ikke tager sine børn, syvårige Maggie My og fireårige Bob Jones, med på visit.
– Det er to år siden, de sidst har set ham. Min far bliver trist og forvirret, når han ikke kan huske, hvem vi er. Beslutningen om, at de ikke skal deres deres bedstefar, er et valg, jeg har taget. Men børn er heldigvis gode til at indstille sig, så jeg fornemmer, at det ikke er noget, de taenker over, siger han.
Ved aldrig hvad der venter
Hver gang, han besøger besøger sin far, ringer han til plejehjemmet for at høre til hans tilstand, så han kan vaere forberedt på, hvad der venter.
– Men meget kan nå at aendre sig på den tid, det tager at køre fra København. Så jeg ved aldrig, hvad der venter, når jeg traeder ind i hans stue. Man skal hele tiden vaere på forkant og forvente det vaerste.
– Sygdommen er en kaempe sorg – også for min far i de klare øjeblikke, som han kan have. For mig – og for alle andre pårørende til en Alzheimers-ramt – fylder den utrolig meget. Det er virkelig hårdt. Og trist. Ikke mindst tanken om, hvad man ikke får gjort og oplevet med den ramte og det, at man ikke mere kan sige ’kan du huske dengang ...’ At man ikke kan dele minder.
– Som pårørende er det en kaempe sorg at se et menneske ’forsvinde’ på den måde – og at vide, at det kun bliver vaerre. At have det, som min far har det, at vaere så hjaelpeløs, det er det sidste, han ville have ønsket sig.
– Nu får du et ubehageligt spørgsmål; er der tidspunkter, hvor du egentlig hellere ville have, at han var død?
– Jeg kan i hvert fald sige, at jeg af hele mit hjerte håber, at mine børn aldrig kommer til at opleve det, jeg oplever.
– Kan du overhovedet give nogle råd til, hvad man som pårørende kan gøre?
– Nej. Rigtige råd findes ikke. Man skal gøre, hvad man føler, man har behov for. Det er det vigtigste.
– Jeg har et behov for at sige farvel, som var det sidste gang, når vi skilles, og jeg kører hjem. Da jeg sidst – for et par uger siden – besøgte min far, fik jeg sagt ’jeg elsker dig.’ Jeg bilder mig ind, at han forstod det.
Jeg kan i hvert fald sige, at jeg af hele mit hjerte håber, at mine børn aldrig kommer til at opleve det, jeg oplever