Den største angst

Knud Romer er bedre til at benaegte end til at indrømme. Men at han er hamrende bange for den fremtid, der venter ham som helt blind, kan han ikke skjule – hvor end han gerne vil.

– Det der med, at først når man ved, man skal dø, begynder man at leve ordentligt. Det er noget pis. Sådan fungerer det ikke. Livet er, som det er, og ingen kommer igennem det uden skrammer. Det vaerste, jeg kan forstille mig, er at dø blind. Kan du forestille dig det? At ligge på hospice og ikke engang kan se dine naermeste eller dem, der passer dig?

Han beskriver udsigten til at blive blind som at blive levende begravet.

– Det er en sorg uden lige ...

Men det, der holder ham vågen om natten, er noget andet.

– Økonomien! Det er det vaerste. Det ikke at kunne forsørge sig selv er eddermame noget lort. Hvad vil du gøre, når du ikke kan betale dine regninger, din skat, din elregning, dit børnebidrag. Der er jo endeløse udgifter. Men jeg har en plan.

– Der har du simpelthen en plan. Hvad går den ud på?

– At jeg finder mig en sød pige, og vi begge to har så meget frivaerdi, at vi kan finde et lille hus at bo i, som vi har råd til.