Blindekursus og førerhund

Som blind eller svagtseende findes der en lang raekke tilbud om kurser og hjaelpemidler. Men Knud Romer er mere end skeptisk.

– Der findes alle mulige hjaelpemidler, det er jeg klar over, men jeg er så upraktisk. Hvis lyset går, aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Så taender jeg et stearinlys. Jeg aner ikke, hvordan jeg skifter en paere. Der er ingen forbindelse mellem mine haender og hjerne. Så at forholde mig til hjaelpemidler og kurser giver ingen mening. Desuden er jeg luddoven. Jeg gider ikke, erkender han.

Med et grin fortaeller han, at nogen har foreslået ham, at han skal anskaffe sig en førerhund.

– Men jeg kan ikke engang passe på mig selv, hvordan skulle jeg så kunne tage mig af en hund? spørger han opgivende.

Én ting har Knud Romer dog overvejet. □t spisekursus.

– Det skal jeg have taget mig sammen til. Men jeg er så kraesen og kan ikke holde tanken ud om al den ulaekre mad, jeg skal spise på sådan et kursus. Jeg vil ikke have den skide broccoli. Den skal slet ikke ligge på min tallerken, naermest råber forfatteren.

– Hvad med at skrive. Hvordan klarer du det?

– Min store skaerm lyser, og jeg kan saette tekststørrelsen op, så det går. Jeg bruger naesten al min tid på at skrive, og det er fantastisk, for så glemmer jeg fuldstaendig min situation.