MIN MANDS BLOD ERSTADIG PÅ FLISERNE
Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af en liste, der afslører nogle af de uhyrligheder, der har fundet sted nord for Kyiv. En af dem fandt sted i Ludmila’s baghave
BUCHA, UKRAINE (Ekstra Bladet): Der er naesten ingenting tilbage.
68-årige Ludmila Kizilova viser rundt i ruinerne af det, der engang var hendes hus i Bucha, nord for Kyiv. Hun har svaert ved at saette ord på det, som hun gennemlevede i marts, da hendes mand blev skudt i hovedet i baghaven.
Vaeggene er sorte fra eksplosionen, der også sprang husets tag i stumper og stykker. Der er stadig blodpletter på fliserne. De er fra hendes mand. Han forlod den 4. marts familiens kaelder for at ringe til en ven, men kom aldrig tilbage.
– Russiske soldater skød ham i hovedet. Jeg kunne høre skuddet, men jeg troede ikke på, at det var ham, der blev skudt, siger Ludmila Kizilova, der var i kaelderen, da det fandt sted.
Kort efter kom de russiske soldater ned i kaelderen. Hun spurgte efter sin mand, men de ville ikke svare. I stedet bad de hende om at blive der. Om aftenen sneg hun sig ud.
– Der var så meget blod omkring hans hoved… Da jeg så ham, der daekkede jeg ham til. Og jeg graed. Jeg havde lyst til at skrige, men jeg kunne ikke… Jeg tog telefonen fra hans lomme, så jeg i det mindste kunne tage et billede af forbrydelsen, siger Ludmila Kizilova.
Liste med døde
Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af en liste med nogle af de dødsfald, der fandt sted nord for Kyiv tilbage i februar og marts. Listen er langt fra komplet, men den taeller 37 dødsfald, hvor flere beskrives som rene henrettelser. En af dem er Ludmila’s mand.
Ludmila Kizilova siger, at hendes mand intet havde med militaeret at gøre. Hun så ikke direkte, at de russiske soldater skød ham, men mener, at det er åbenlyst, at de gjorde det.
Ekstra Bladet har vaeret i kontakt med vennen 59-årige Mykola Zadorozhnyy, som talte i telefon med Ludmila’s mand Valeriy, da han blev skudt. Han forklarer, at Valeriy ringede 5. marts for at sige, at de havde det okay, da han pludselig kunne høre, at nogen kom.
Der var så meget blod omkring hans hoved
– Han nåede at sige, at nogle soldater var på vej ind gennem baghaven. At han ville ringe tilbage efterfølgende, siger Mykola Zadorozhnyy til Ekstra Bladet.
Mykola Zadorozhnyy mener, at det var de russiske
soldater, der kom ind i haven. Han ringede aldrig tilbage. Han blev skudt i hovedet kort efter.
Tilbage til livet
Ludmila Kizilova kan ikke få det hele til at give mening. Hun har et desperat håb om, at hun kan få stablet et liv på benene igen i det ødelagte hus, men siger, at hun godt ved inderst inde, at det er umuligt.
Hun baerer stadig vielsesringen og fortaeller, at de russiske soldater tog alting af vaerdi.
– Jeg ringede til min datter den naeste morgen. Jeg sagde, at din far er vaek. Hun graed meget, da hun elskede sin far meget højt. Hun sagde: Mor, hvad kan vi gøre? Jeg svarede, at det ved jeg ikke, siger Ludmila Kizilova, der kaemper med at holde tårerne tilbage.
De russiske styrker flyttede ind i hendes hus, mens hun opholdt sig i kaelderen. Efter noget tid fik hun mod til at konfrontere de russiske soldater. Hun gik ud af kaelderen og spurgte dem, hvorfor pokker de gemmer sig i hendes hus?
– Jeg sagde til dem, at vi er et selvstaendigt land, og at det godt kan vaere, at de ikke kan lide os, men det er ikke en grund til at gå i krig og skyde min mand. Jeg sagde en del, og derefter sendte de mig ned i kaelderen igen og over til en nabo dagen efter, siger hun.
Lig i gaderne
Listen, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af gennem en kontakt i regionen, rummer blot en brøkdel af de dødsfald, der er fundet sted i byerne Irpin, Bucha og Vorzel. Mere end 1.000 mennesker har mistet livet i Bucha alene ifølge det lokale politi.
Ludmila Kizilova har svaert ved at se, at Bucha nogensinde kan blive det samme igen. Hun har set de mange lig ligge på gaderne og kan slet ikke forstå, at russerne kunne få sig selv til det. Hun blev senere evakueret ud af Bucha og kom først tilbage, da russerne havde trukket sig ud af området.
Før hun tog afsted måtte hun begrave sin mand i haven.
– Jeg fandt mere blod, da jeg kom tilbage. Jeg ved ikke, hvad der har fundet sted i mit hus i mellemtiden, siger Ludmila Kizilova, der ikke kan tilgive Rusland.
– Jeg kommer stadig tilbage hertil for at laegge blomster. Blodet er stadig mellem fliserne. Jeg kan aldrig tilgive det her. Jeg vidste allerede før, at Rusland er et forfaerdeligt land, men nu er det et kriminelt land. Jeg kan aldrig tilgive det her, siger hun.
Jeg kan aldrig tilgive det her