I har mit nummer, Mattias Tesfaye Ord skal følges op af handling – ellers er det bare tomme løfter
FOR NYLIG BESØGTE JEG vestegnskommunen Albertslund i forbindelse med et kulturarrangement på det nu nedlagte Vridsløselille Faengsel.
Jeg skulle holde et oplaeg. Og jeg havde dedikeret det til den nyligt udnaevnte justitsminister, Mattias Tesfaye.
JEG TROR, at Tesfaye gerne vil gøre en forskel for den generation af brune, unge maend, som sjaeldent melder sig ind i ungdomspartier, har succes med uddannelse eller job, eller kan genkende ham, når de passerer vinduet til Café Felix på Albertslund Torv, hvor justitsministeren foretraekker at sidde.
Mattias Tesfaye bor i Albertslund. Var han vokset op i byen, kunne han selv vaere endt som mange af de unge maend, jeg dagligt mødte, da jeg arbejdede som laerer i byen. Unge maend, som er bondefanget af ulighed. Fordi de har begået kriminalitet som mindreårige og dermed er blevet dømt til at betale bøder, der med tiden overgår den strafbare handling.
MIN FAR LAERTE MIG, at et kritisk blik på fortiden altid laerer samtiden om fremtiden. Så lad mig bruge fortiden som eksempel på, hvilken fremtid vores nuvaerende retssystem sender unge mennesker ud i.
Vi bruger med jaevne mellemrum begrebet at vaere stavnsbundet, når vi taler om f.eks. boligmarkedet, men vi glemmer, at vi i dagens Danmark har en gruppe unge, der begynder voksenlivet med at vaere stavnsbundet af fortidens synder.
DISSE UNGE MAEND var ikke Guds bedste børn. De var ballademagere. De var rodløse. De var maerket af den stigende ulighed i samfundet. Af passive foraeldre. Og måske i høj grad af udkørte samfundsinstitutioner, vi har sat i verden for børn, der alt for tidligt i tilvaerelsen maerker tyngden af omsorgssvigt.
PÅ TAERSKLEN til voksenlivet falder de imellem flere stole. De er ikke laengere børn, men ej heller rigtigt voksne. De kender ikke til tryghed eller et kompas, der kan navigere dem sikkert til havnen, der hylder samfundssind. De baerer på en byrde af en gaeld til offentlige instanser, som stavnsbinder dem til miljøet, der kun kender til elendighed, afmagt og desillusion.
For får man overhovedet en fair chance for at indhente alle de andre, der aldrig gik ned ad den forkerte sti, hvis straffeattesten er plettet med domme, der afsones med livslang gaeld? Før man overhovedet har fået en uddannelse. Et arbejde. Et hjem. Eller mulighed for at møde kaerligheden og gøre det rigtige. Eksempelvis blive en bedre foraelder, end dem, man selv havde.
MATTIAS TESFAYE ER en del af en regering, som vil vaere børnenes advokat. Børnenes regering. Men ord skal følges op af handling – ellers er det bare tomme løfter. Og det sidste, de braendte unge har brug for, er flere voksne, der ikke holder, hvad de lover.
Kan en regering overhovedet kalde sig selv for børnenes regering, hvis den tjener penge på sine allermest sårbare borgere ved at udmåle straf med en rente, som må imponere lånehajer og kviklånsfirmaer?
VI ER KOMMET LANGT i vores opfattelse af straf. Vi tror ikke laengere på Gud som den retfaerdige, men på retssystemet, der ikke skelner til hudfarve, religiøs overbevisning eller politisk tilhørsforhold, når Justitia skal udmåle straf. Men vi har brug for et opgør med måden, hvorpå retssystemet dømmer unge mennesker fra samfundets kaelderetage til et liv med varig gaeld.
Taenk, hvis Tesfaye med sin baggrund som efterkommer af en flygtning og håndvaerker kunne vaere manden, der satte sig i førersaedet for at påbegynde et paradigmeskifte i retssystemets ulighed.
DET VILLE VAERE et mere beundringsvaerdigt eftermaele end det, som ellers er i sigte for mureren i Albertslund. Nemlig den brune mand, som først blev udnaevnt til at vaere Danmarks dørvagt for så at få opgaven at rydde op efter Nick Haekkerup.
Tesfaye, dine folk har mit nummer, og i modsaetning til dine spindoktorer koster mine råd ikke noget. Giv et kald, så jeg kan introducere dig for unge, som er begravet i gaeld, endnu inden de er begyndt på livet.