JEG HØRER IKKE TIL I HELLERUP
FØR COPENHELL: Lars Ulrich omfavner folkelighed og tager afstand fra krukkede danskere
Lars Ulrich er Danmarks største musiknavn, men fysisk fylder han ikke meget.
Da Metallicas trommeslager kommer slentrende med modelkonen Jessica Miller i haelene, ser hun ud til at vaere et hoved højere.
Selv hendes laederbukser er naermest laengere end Lars Ulrich.
Verdensstjernen kompenserer med stor personlighed, og hans tilstedevaerelse fremtvinger naturlig respekt, når han indtager chefkontoret hos koncertgiganten Live Nation som en mand, der har set og opnået det hele.
Det har han også.
Fucking anderledes
Efter mere end 40 år i Californien kalder 58-årige Lars Ulrich stadig Danmark for ’hjem’.
Legenden er hjemme, fordi Metallica onsdag er hovednavn på metalfestivalen Copenhell, og mens han skaenker sig en kop te på sit medbragte tebrev, udbryder han:
– Det er ret fucking anderledes i Danmark i forhold til USA. Der er en ret anden vibe her, må jeg hilse at sige! Der er en anden tryghed her. Min kone elsker at vaere i Danmark, fordi hun føler sig sikker.
Oppe på køleren
Selvfølgelig er der held indblandet. Det gaelder om at vaere på det rette sted på det rette tidspunkt
Metallica åbner deres europaeiske turné på Refshaleøen, og kvartetten bruger København som base i et par uger, så Lars Ulrich har lejet et hus og en bil.
– Her er blevet mere ensrettet, synes jeg, men ellers kan jeg sagtens finde rundt uden at skulle på Google Maps. Man skal lige huske at se sig over skulderen efter cyklister, men jeg har da ikke haft nogen oppe at ligge på køleren endnu, smiler han.
Lars Ulrich føler sig tydeligvis godt tilpas i København, hvor han allerede søgte tilflugt som knaegt, da enebarnet boede i whiskybaeltet:
– Min opvaekst føltes lidt isoleret derude i Hellerup. Flere gange om ugen cyklede jeg fra Maglegårds skolen til Hellerup Station og tog toget til Vesterport.
– Så gik jeg ned i Bristol Music Center på Strøget. Ken Anthony og Ole stod i heavyafdelingen, og det var der, jeg følte mig bedre tilpas end noget andet sted. Det var i det miljø, jeg hørte til.
Krukket og højrøvet
Musikeren, der også er blandt Metallicas primaere sangskrivere, er kunstsamler og praeget af faderen Torben Ulrichs sans for avantgardejazz og tennis.
Trods sine elitaere tilbøjeligheder er det imidlertid også vigtigt for Lars Ulrich at dyrke det folkelige:
– Jeg har siddet med min far og hørt Miles Davis og Dexter Gordon som femårig, og det har jeg jo med mig, men det er også en stor del af mig at komme hjem og drikke en bajer og spise nogle lakridser og putte alt for meget remoulade på min håndmad.
– Jeg ved godt, at der er nogle danske kunstnere, der er taget til USA, og så kommer de hjem og kan ikke tale dansk. Og de opfører sig pisse krukket og højrøvet og alt det andet lort.
– Jeg føler mig ikke tiltrukket af den livsstil og de mennesker. Det er bare ikke noget, jeg vaerdsaetter, pointerer Lars Ulrich på karakteristisk amerikanerdansk.
Pseudobror i 41 år
Veteranen letter ustandseligt på kasketten, roder lidt i de sørgelige hårtotter bagest på kraniet og tager kasketten på igen, mens han forsøger at svare på, hvorfor det blev ham og ikke Thomas Helmig, der nedlagde verden.
– Selvfølgelig er der held indblandet. Det gaelder om at vaere på det rette sted på det rette tidspunkt. James Hetfield baerer jo også en stor del af aeren for det.
– James har vaeret min pseudobror i 41 år! Vores partnerskab har meget med succesen at gøre. Bortset fra min far er James den, jeg har haft det laengste forhold til.
– Jeg elsker simpelthen at vaere i et band. Jeg skal sgu ikke gå solo! En psykolog kan sikkert tale i timevis om, at det nok haenger sammen med, at jeg er enebarn. Jeg har altid haft brug for at vaere en del af noget større.