I livsfare
Mette Gjerskov ved stadig ikke, hvorfor det skete den dag i februar 2022. Hun husker kun, at hun måske var stødt lidt ind i køkkenbordet en dag, men ikke noget saerligt. Hun ved kun, at det faktisk kan ske for alle mennesker, og at det for hende betød, at hendes sygeorlov pludselig tog en akut drejning, der var snublende naer ved at koste hende livet.
– Smerten kom på et sekund, da jeg en eftermiddag sad og lagde puslespil med mine niecer. □n meget staerk smerte, der ramte mig som et slag i min mave.
– Jeg er altså nødt til at gå ind og laegge mig lidt, ❘ kan bare fortsaette, jeg kommer igen om lidt, sagde jeg til pigerne. Men smerterne lagde sig ikke, de blev voldsommere. Jeg fik koldsved, kulderystelser. Jeg bad pigerne om at hente deres farmor. De fandt mit øretermometer, der viste 35 grader … altså helt aerligt, mand! Det virkede jo ikke! Men det viste sig, at det gjorde det. Min krop var var ved at køle ned, stå af. Jeg kunne naesten ikke traekke vejet.
Bristet milt
– Min mor ringede efter en ambulance, og jeg blev kørt med fuld udrykning til traumeafdelingen på sygehuset i Roskilde, hvor et helt hold på omkring ti laeger og sygeplejersker tog imod mig. De myldrede rundt og tog mit blodtryk, hjertediagrammer, stak mig her og der. □n skanning viste hurtigt, det var min milt, der var bristet.
– Jeg blev pumpet med en hel masse blod og blev kørte med fuld udrykning mod Køge Sygehus, mens de havde kontakt med kirurgerne for at overveje, om de skulle mødes undervejs, så man kunne begynde operationen i ambulancen. Det gik alt sammen meget, meget hurtigt.
– ❘ Køge blev jeg afleveret direkte på operationsstuen, hvor kirurgerne stod parate – og så husker jeg ikke mere.
På et haengende hår
– ❘ Køge tømte de 4,7 liter blod ud af min bughule – det var kun, fordi de havde givet mig så meget blod i Roskilde, at jeg overhovedet havde noget at gøre godt med. Det var på et haengende hår …
– Jeg havde kramper og var gået i medicinsk chok, siger Mette Gjerskov.
– Vidste du, at du var lige ved at dø der?
– Ja.
– Hvordan oplevede du det?
– Lige i sekunderne inden jeg blev kørt videre til Køge, sørgede en laege for, at mine pårørende kom hen til båren, og han sikrede sig, at de lyttede med, mens han sagde til mig: ’Du skal vaere klar over, at det er meget alvorligt, det her’.
– Hvad taenkte du?
– Jeg var ikke bange for at dø. Men jeg var bange for det, der gjorde ondt. Jeg ville bare have, at smerterne skulle gå vaek NU.
– Jeg kunne ikke røre mig, kunne ikke tale og kunne naesten ikke traekke vejret. Men jeg havde fuldstaendig overblik. Jeg vidste, at nu var det alvor, at noget skulle fikses – uanset om jeg ville vågne igen.
En meget staerk smerte ramte mig som et slag i min mave
Min krop var var ved at køle ned, stå af. Jeg kunne naesten ikke traekke vejet