Gjerskov: Det har vaeret en øjenåbner

– Har oplevelsen taet på døden aendret noget menneskeligt i dig?

– Ja. Den der følelse af at vaere helt hjaelpeløs. At ligge i en hospitalsseng på intensiv og ikke engang kunne raekke armen ud og trykke på knappen efter sygeplejersken, siger Mette Gjerskov og tilføjer:

– Jeg taenkte meget på alle de mennesker, der er afhaengige af andres hjaelp. Det er overvaeldende voldsomt. Det er i hvert fald ikke lige mig! Altså, jeg har bygget mit eget hus og er vant til at kunne det hele selv. Det har vaeret en øjenåbner.

– Og jeg taenker lidt mere over mine naere relationer nu – at det er virkelig det, der betyder alt i mit liv. Venner, der ringer – selvom jeg ikke kan ringe tilbage. Familien, der holder øje. Min mor, der kørte til sygehuset hver eneste dag.

– Det skal jeg godt nok blive bedre til at prioritere i hverdagen!

– Hidtil har jeg altid haft det sådan, at et møde var vigtigere. Det er det ikke laengere.

Hjemme igen

□fter operationen gik der stafylokokker i såret, og Mette Gjerskov har haft mange komplikationer. ❘ndtil for få uger siden har hun haft hjemmesygeplejerske.

Hun lever nu uden milt. Det kan hun sagtens, men skal blot tage nogle nogle saerlige forholdsregler, siger hun.

Smerterne har hun stadig, de er endnu ikke faerdige med at blive udredt, og hun får stadig smertestillende medicin.

– □fter operationen har de ikke kunnet smertedaekke mig, så jeg er heldigvis blevet tilknyttet smerteklinikken på Køge Sygehus.

Under deres vejledning forsøger jeg at trappe stille og roligt ned, siger hun.

– Der er masser af mennesker, der lever med smerter hver eneste dag. For mig handler det om at finde ud af, hvad det er, der giver smerterne – og om der er noget, der kan afhjaelpes. Det, der ikke kan gøres noget ved, må jeg laere at leve med.

– Hvad har du laert af det her?

– Jeg har taenkt rigtig meget på, hvor stor forskellen fra at have uforklarlige smerter, man ikke kan definere – til at milten bristede, hvilket alle kunne forholde sig konkret til. Der var jeg jo i livsfare.

– Det var en fysisk sygdom, man kan saette en etikette på, hvilket gjorde det meget nemmere at vaere sygemeldt. Jeg følte ikke, jeg skulle forklare en hel masse. Det har ikke noget at gøre med andre folks holdning, men det var i virkeligheden mig selv, jeg skulle forklare, at det er i orden at vaere sygemeldt, at jeg ikke behøvede at have dårlig samvittighed, blot fordi min sygdom var usynlig.