’NÅR MAN ER 80 ER MANIKKE BANGE FOR AT DØ ...’

Uffe Ellemann-Jensen var den politiker i nyere tid, som tydeligst delte vandene. Alle anerkendte hans dygtighed, men slog sig på hans vaesen, som mange fandt bedrevidende og fornaermende.

Han erkendte det selv. – Jeg har et problem med, at jeg støder folk fra mig, fordi jeg opfattes som staedig og arrogant. Men jeg har min egen form og vil ikke have, at andre skal bestemme, betroede han nogle journalister.

Poul Schlüter så det klart, da han med et skaevt smil udtalte, at han godt med tiden kunne se Uffe som statsminister – bare ikke i Danmark!

Den forudsigelse var dog taet på at blive gjort til skamme ved valget i 1998, da Uffe som leder af den borgerlige opposition kun var 89 stemmer fra at erobre Statsministeriet. Men et interview i Ekstra Bladet med forsideoverskriften ’Den er hjemme’, som blev bragt på selve valgdagen, kostede ham formentlig sejren. Det tog heller ikke kegler hos vaelgerne, at han under den afsluttende tv-debat skaeldte publikum ud med ordene: ’Kan råbehovederne ikke klappe sammen eller skrubbe af.’

I det hele taget var hans lunte kort – ikke mindst over for journalister. Ve den, som havde fabrikeret en artikel, Uffe ikke syntes om. Vedkommende fik en skideballe i andres påhør. Jeg har selv prøvet det.

Hovedfjenden

Uffe betragtede Socialdemokratiet som hovedfjenden i sin 11 år lange udenrigsministertid (1982-1993). Han stolede ikke på folk som Anker Jørgensen, Kjeld Olesen, Svend Auken og Lasse Budtz, der sammen med de radikale, SF og Venstresocialisterne tvang den borgerlige regering til at føre en sikkerheds- og forsvarspolitik, som var lodret imod dens egne synspunkter (kaldet fodnote-politikken).

Han påkaldte sig gang på gang oppositionens vrede,