Uffe og Muren
Blandt Uffe Ellemann-Jensens store politiske resultater var hans evne til at favne det nye Europa efter Murens fald og Sovjets sammenbrud og knytte Baltikum til Vesten.
Han forstod de muligheder og udfordringer, det ville give. At det ikke bare var en mur, der var vaeltet, men en ny verden og Europa, som voksede frem.
Andre partier var langsommere til at fange den dagsorden, og det blev en af grundene til Venstres store fremgang i Uffe-årene. Han var bevidst om, at intet ville vaere, som det havde vaeret.
På samme måde havde han en stor del af aeren for den modernisering, der skete i partiet Venstre. Pludselig blev det gamle bondeparti stort i byerne. Ikke kun hans, men i høj grad også Anders Foghs og Claus Hjorts fortjeneste.
Det mødte selvfølgelig kritik i det klassiske Venstre. Det bor nholmske folketingsmedlem bondemanden Niels Anker Kofoed sagde, der var brug for flere med jord under neglene i Venstretoppen. Hvortil Uffe svarede, det var bedre at have rene negle end jord mellem ørerne.
Det socialdemokratiske blodtryk
Uffe VAR arrogant. Han kunne sende folk ned i en bisaetning, og ingen fik det socialdemokratiske blodtryk til at stige mere end han. Schlüter måtte adskillige gange rykke ud for at berolige de radikale og dermed flertallet, når Uffe havde nedgjort de danske Nato-fodnoter. Uffe gik langt, men liberale vaelgere elskede det.
Schlüter oplevede, at Uffe for ofte kørte regeringen helt ud til afgrunden med sit arsenal af ’naeser’. Mindretallet i sikkerhedspolitikken var jo en grundlaeggende forudsaetning for regeringens overlevelse.
Selvfølgelig kan Uffe blive statsminister. Bare ikke i Danmark
Derfor Poul Schlüters skarpe: ’Selvfølgelig kan Uffe blive statsminister. Bare ikke i Danmark.’
Men Uffe kunne svare igen. Da Schlüter for fjerde gang hentede en konservativ minister uden for folketingsgruppen, var Uffes kommentar: ’I Venstre behøver vi ikke traekke på intelligensreserven udefra.’
Anker Jørgensen mente, at intet kunne gøre flere socialdemokrater til EUmodstandere, end når Uffe Ellemann lo.
Uffe var først og fremmest udenrigsminister. Når det gjaldt dansk indenrigspolitik, overlod han det meste til Fogh og partiorganisationen til Claus Hjort.
I 1998 var Uffe få faerøske stemmer fra at blive Danmarks statsminister. På forsiden af Ekstra Bladet proklamerede han: ’Den er hjemme.’ Det var den ikke. De få stemmer på Faerøerne sikrede Poul Nyrup en ny periode, og Uffe forlod aktiv politik. Roligt og vaerdigt, men stadig synlig i den udenrigspolitiske debat. Stort set aldrig omkring dansk indenrigspolitik eller Venstres indre liv.
Den optimisme, han havde haft på Europas vegne, var til gengaeld afløst af betydelig pessimisme og bekymring for udviklingen både i Rusland og USA. Putin og Trump var hans lavpunkter.
Da jeg for kort tid siden talte med en af Uffes naertstående og spurgte til hans helbred, lød svaret: ’Krigen i Ukraine har fået Uffe helt op på dupperne. Han er gået i krig igen.’
Det blev hans sidste uafsluttede slag.