Et spørgsmål om prioritering
Det gør ondt, når prisen for at køre på arbejde stiger med 800 kr. om måneden, og vores el og varme stiger med over 1000 kr. Vores mad er også blevet dyrere, og truslen om højere renter på vores boliglån giver ondt i maven.
Det er arrogant ikke at tage dette alvorligt.
Vi kunne let hjaelpe folk, hvis der var vilje.
Vi kunne saette momsen ned på visse varer. Eller saette afgiften på olie ned. Eller haeve kørselsfradraget, så det står mål med den store ekstraudgift, vi får ved at køre på arbejde.
Hvis staten sparer i den anden ende, kunne vi få råd til det og forhindre, at priserne stiger endnu mere.
Eksempler på nye udgifter, vi nemt kunne rulle tilbage, er:
37.700 Arne-pensioner til 14.000 kr. om måneden.
Gratis medicin til kon-tanthjaelpsmodtagere – og fjernelse af loftet for, hvor meget man kan modtage som kontanthjaelpsmodta-ger.
Gratis tandlaege til unge.
Det er arrogant ikke at tage dette alvorligt
Og hvis man så oveni holder op med at uddele checks til dem, man saerligt godt kan lide, så er pengene ved at vaere der.
Det er et spørgsmål om prioritering. Vil vi, eller vil vi ikke lette presset for borgerne?