ROSKILDE ER ET DÅBSRITUAL
D-A-D-frontmand Jesper Binzer har vaeret fast Roskilde-gaest, siden han som 16-årig deltog med skiveskåret rugbrød og dåseleverpostej i rygsaekken
D-A-D er et af de bands, der har spillet flest gange på Roskilde Festival. Først som ’Disneyland After Dark’, siden som ’D:A:D’ og senest som ’D-A-D’ har Binzer og co. fra 1984 til 2005 spillet på dyrskuepladsen hele 11 gange – kun overgået af Gnags, der er noteret for 12 koncerter.
Om der kommer flere Roskilde-koncerter på CV’et er uvist, men det bliver ikke Jesper Binzer, der smaekker røret på, hvis festivalen slår på tråden.
– Der er ikke noget bittert i vores forhold til festivalen. Roskilde har et kompas, de navigerer efter, og det skal de endelig bare blive ved med. Vi er bare ekstremt taknemmelige for, at alle mulige festivaler sender bud efter os år efter år. Men vi glaeder os da, til de ringer igen, siger Jesper Binzer til Ekstra Bladet og tilføjer:
– Roskilde er en kaempe institution i dansk musik, det ikke er til at komme uden om. Jeg kender ikke den 16-20-årige, der ikke har vaeret på Roskilde eller drømmer om det. Det er et kulturelt dåbsritual.
Dåseleverpostej og danske øller
Selv om D-A-D ikke er kørt i tourbus til festivalen de seneste mange år, laegger Binzer stadig gerne vejen forbi.
– De første par gange, jeg var dernede i teenage-årene, var det i telt og med skiveskåret rugbrød, dåseleverpostej og en kasse danske øller. Det er fantastisk at vaere der, og jeg elsker at opsøge noget dernede, der interesserer mig, men nu om dage er jeg vitterlig kun dernede i fire, fem timer ad gangen, inden jeg smutter hjem igen.
– Er Roskilde for de nysgerrige?
– Selv om man snakker en masse om, at de 16-årige bare bliver i teltet hele ugen og aldrig kommer op til koncerterne, så er der altså en større seriøsitet omkring musikken. Der er en lydhørhed, der gør, at musikken – som det kan vaere tilfaeldet på visse andre festivaler – ikke bare er baggrundstapet til en kaempe drukfest.
– Bliver det vildere i år?
– Sandsynligvis, og jeg tror, det har noget at gøre med, at dem, der var 14, da coronaen kom, nu er blevet 16, og de er simpelthen ikke blevet socialiseret til det. Der er fuld knald på, og man kan se forløsningen i øjnene på folk, hvor der naermest står skrevet: ’Aha! Det er jo dét her, livemusik kan!’.