FESTIVAL-FOTOGRAFENS VILDESTE ROSKILDE-PLETSKUD

Per Lange er en af Danmarks mest erfarne musikog festivalfotografer.

I sin karriere har han daekket stort set alle danske festivaler talrige gange – ikke mindst Roskilde Festival, hvor han har fotograferet både de glinsende superstjerner og de muddersplattede gaester på campingområdet.

– Der er kaempestor forskel på festivaler. På Roskilde hopper alle de gode motiver lige ind i hovedet på dig. Man vader konstant direkte ind i fede reportageog koncertbilleder, siger han og fortsaetter:

– Hvis jeg skulle vaelge en festival blandt dem alle – baseret både på musik og fotomuligheder, vil der altid stå Roskilde øverst i kalenderen.

– Er det lige så hårdt for fotografen, som for publikum, der jo ofte ser ret smadrede ud?

– Ja, det er det. Både på grund af de ekstreme vejrsituationer, men også noget så enkelt som de store afstande. Man går uhyggeligt mange kilometer hver dag. Der er langt ud til campingområderne og mellem de mange scener, så når dagen er omme ved tre fire-tiden om natten, har man gået et maraton. Det er pissehårdt at vaere på Roskilde, men jeg vil ikke undvaere det for noget i verden.

Først på pladsen

– En traditionsrig festival som Roskilde er smaekfyldt med forskellige ritualer. Et af dem er, når portene efter de første opvarmningsdage åbnes ind til festivalpladsen, og der løbes om kap om at nå først ned og røre hegnet foran Orange Scene.

– Det er en kaempe begivenhed, hvor alle pressefolk og fotografer er på pletten. Luften summer af forventning, selv om mange allerede er smadrede efter mange dages fest og druk. Alligevel er folk klaedt ud og i højt humør. Man risikerer at blive løbet over ende, men det er bedst at stille sig lige midt i maengden.

– Her har jeg fanget en deltager, der midt i det hele af for mig uvisse årsager beslutter sig for at løfte op i blusen, da hun ser mit kamera. Hun vandt min opmaerksomhed, men desvaerre ikke kapløbet.

Paul McCartney – 2015

– Jeg sidder ude bag ved Orange Scene i pressevognen og redigerer billederne fra koncerten, da der pludselig er en, der stikker hovedet ind i vognen og siger ’Hey gutter! Der kommer kaempe fyrvaerkeri på det store ét-slag i det sidste nummer, som er ’Live and Let Die’. Det er en ikonisk scene med en ikonisk musiker – og med kaempe fyrvaerkeri oven i, så bliver det ikke større.

– Selv om jeg egentlig ikke har tid, er jeg selvfølgelig nødt til at få et billede af netop det, så jeg flyver op af stolen, kaster et kamera over nakken og løber så langt ud jeg kan nå at komme, mens jeg kan høre nummeret gå i gang. Jeg løfter kameraet i vejret, holder knappen inde og håber på det bedste.

– På vej ud til koncerten havde jeg nået at saette nogle indstillinger. Jeg vidste, at det kunne blive et fedt billede, og så er man nødt til at gribe chancen, men det er først, da jeg kommer tilbage, at jeg ser, at Paul McCartney er med på storskaermen med armene i vejret.

Luftmadras

– Det her er i min optik typisk Roskilde. Det er festivalen, hvor det skøreste, vildeste, sjoveste og mest løsslupne kommer op i folk, når de får en faelles fjende – i det her tilfaelde regnen. Folk bliver ligeglade med det hele – på en meget fotogen måde.

– Som fotograf er ens primaere opgave, når det begynder at styrte ned, at løbe direkte ud i regnen. Det er der, det hele sker. Af eller anden årsag sker det ret ofte på Roskilde, at man skal vaelte rundt i mudder til knaeene. Publikum når et punkt, hvor de bliver ligeglade. For mig som fotograf kan det naesten ikke blive vådt og mudret nok.

Foo Fighters – 2017

– På grund af noget teknisk i forhold til scenekonstruktionen måtte fotograferne stå laengere vaek, end vi plejer. Så vi stod i midtergangen nede ved mikserpulten og ikke helt oppe ved scenekanten.

– Så det er taget med det lange objektiv. Alle glaedede sig, fordi man godt vidste, at det her ville blive det helt store rockbrag. Og jeg er pisse glad for det her billede. Der er helt utrolig meget energi i det. Der er ingen vindmaskine eller effekter, men blot Dave Grohl, der bevaeger hovedet på den helt rigtige måde.

– Til trods for at det altid er lidt surt at skulle stå langt vaek, så er det her et eksempel på, at det godt kan lykkes. Og efter trommeslager Taylors tragiske død har det fået en helt saerlig betydning. For øvrigt er jeg ikke saerlig pjattet med billeder, hvor folk har en mikrofon foran ansigtet, men her synes jeg lige, det kan gå.

Nøgenløb

– En efterhånden ikonisk begivenhed på Roskilde er det stort anlagte nøgenløb, der på grund af den massive daekning nogle gange bliver omtalt som

’Årets mediebegivenhed’.

Det er altid sjovt og endnu et eksempel på, hvor skørt og skaevt det hele er på

Roskilde. Der er masser af publikum, og det er en meget anderledes opgave end at leve sig ind i musikken og fotografere en dybfølt koncert med en singer-songwriter på en lille scene.

– For mig at se er det en meget dansk begivenhed. Det er en unik ting, jeg ikke har hørt om eller oplevet på festivaler i andre lande. Jeg kan ikke forestille mig Roskilde uden nøgenløbet.

Muse – 2015

– Jeg har aldrig vaeret så hadet af de andre fotografer, som da jeg fik dette billede i kassen. Vi stod alle helt oppe foran – flere end 40 fotografer – da sanger Matt Bellamy begyndte at spankulere maerkeligt rundt foran os alle sammen.

Pludselig stopper han op og kigger ned på mig. Han tager sin guitar og stikker guitarhalsen ind, så den kommer helt ind og rører mit objektiv. Jeg har en hel serie, hvor man kan se guitaren komme taettere og taettere på, og det her er så billedet lige før.

– Jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor han lige valgte mig, men jeg ved, at sådan et billede får man aldrig igen. Den slags naerkontakt oplever man kun én gang i sin karriere. De andre spurgte straks: ’Skete der noget med linsen?’. Jeg var fuldstaendig ligeglad. Jeg var bare lykkelig over at have fået billedet!