FRA DET YDRE RUM

For godt en uge siden fyldte et af de mest epokegørende rockalbum, ’The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars’, 50 år – vi fortaeller historien bag klassikeren

Når man laeser interviews med engelske musikere fra en bestemt generation (sådan cirka min), så peger de stort set alle på samme øjeblik, hvor musikkens forunderlige verden åbenbarede sig for dem: Da David Bowie i farvestrålende gevandter, lange støvler og højt, strittede orangerødt hår mimede sig gennem singlen ’Starman’.

Det skete 6. juli 1972 i det dengang ultrapopulaere BBCprogram ’Top of The Pops’, der uge efter uge lagde vejene på de britiske øer øde. ❘ praecis det øjeblik blev Bowie-kreationen Ziggy Stardust allemandseje.

Som U2-sangeren Bono fortalte i et interview i 2010:

– Første gang, jeg så Bowie, var, da han sang ’Starman’ i fjernsynet. Han lignede en, der var dumpet ned fra himlen. Amerikanerne havde haft en mand på Månen. Vi havde vores egen britiske fyr fra det ydre rum – med en irsk mor.

Ziggy Stardust var med andre ord landet. Men vejen hertil havde vaeret både lang, snørklet og fuld af vildspor. Og meget kan man sige om David Bowie, men han var ikke typen, der gav op. Han ville vaere rockstjerne. Og blev det bagvendt nok ved at opfinde en fiktiv en af slagsen.

Som at høre Gud

David Robert Jones, som der står på dåbsattesten, blev født i det sydlige London 8. januar 1947 i det, man vel kan kalde den lavere middelklasse. □fternøleren (Davids ti år aeldre halvbror led livet igennem af psykisk sygdom og endte med at begå selvmord i 1985) blev allerede fra barnsben opfordret til at forfølge sine kunstneriske drømme og både dansede, spillede teater og saxofon. Da faderen foraerede ham en singleplade med Little Richard, var det med hans egne ord ’som at høre Gud’.

Han dannede allerede som 15årig i 1962 bandet The Konrads og pladedebuterede under navnet David Jones with The King Bees med singlen ’Liza Jane’ i juni 1964, men det var der ikke man

ge andre end den naermeste familie, der lagde maerke til.

Op gennem 60’erne blev det til en stribe mod-inspirerede plader under navne som The Manish Boys, Davy Jones og endelig David Bowie with The Lower Third – udgivelser, der i dag mest har historisk interesse – inden han fik jackpot med singlen ’Space Oddity’ i sommeren 1969, godt hjulpet på vej af al virakken omkring Apollo 11’s månelanding.

Støvet lagde sig dog hurtigt igen, og Bowie lignede laenge et one hit wonder, der forgaeves prøvede at finde sin egen stemme, samtidig med at han studerede teater hos mimekunstner m.m. Lindsay Kemp, hvilket senere skulle vise sig ganske nyttigt i forbindelse med gestaltningen af Ziggy-figuren.

Så langt er vi dog ikke nået endnu.

Stilskabende

Bowies kamp for at finde en saeregen tone begynder for alvor at tage form på hans tredje album ’The Man Who Sold the World’, der udkom i Storbritannien i april 1971. Hvor han tilmed var iført kjole på omslaget – så havde man set det med.

Men det skulle blive endnu vaerre. ❘ forbindelse med lanceringen af det naeste album – og Bowies første egentlige hovedvaerk – ’Hunky Dory’ i et interview med musikmagasinet Melody Maker i januar 1972 udtalte han, at han var biseksuel og altid havde vaeret det. Det var noget, der gav genlyd i et britisk samfund, hvor det eneste, der altid var stift, var overlaeben.

Men nu havde han da fået folks opmaerksomhed, og da ’Hunky Dory’ landede i butikkerne i december 1971 (men ikke røg under saerlig mange juletraeer), var han allerede i faerd med indspilningerne til det, der skulle blive historien om ’The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders from Mars’.

For da Bowie efter det lange tilløb først havde ramt den kreative guldåre, skal jeg lige love for, at det flød.

Resten af årtiet udsendte han det ene skelsaettende og stilskabende album efter det andet på et niveau, som det vist kun er The Beatles, der kan vaere med på. Og de var ovenikøbet fire mand om det.

Album holder stadig

Praecis hvordan idéen til historien om et biseksuelt rumvaesen, der bliver sendt ned til Jorden for at adsprede os i de sidste fem år inden planetens kollaps, er opstået, står hen i det uvisse. Og det er ikke kun årsagen til den kommende apokalypse, der er lidt uklar ... Men det gør ikke noget, for det betyder jo blot, at vi kan projicere vores egne fantasier og erfaringer ind i fortaellingen om Ziggys opstigen og fald.

Den historie skulle vise sig at blive en selvopfyldende profeti. For det paradoksale er jo, at da Bowie skrev sangene til ’Ziggy Stardust’ – der også kan høres som en ret skraemmende dissekering af berømmelsens faldgruber – var han overhovedet ikke stjerne endnu. Heller ikke selv om ordet star indgår i fire af albummets elleve sangtitler.

Men det blev han.

Der var noget i historien om Ziggy, der i den grad vakte genklang hos unge verden over, så man pludselig kunne se Ziggykloner overalt – også i skolegården i Kokkedal, hvor plateaustøvler og bukser med stjerner på var det store hit hos de mest vovede.

Måske også fordi Bowie med Ziggy-karakteren for alvor fik taget afsked med 60’ernes forlorne autenticitetsbegreb samt det dødssyge denimlook og de lange fedtede tjavser, der indtil da havde prydet musikmagasinerne.

Men vigtigst af alt viste Bowie, at man kan blive lige den, man har lyst til at vaere. ❘dentitet er ikke noget, man har. Det er noget, man tager. Det er stadig lige aktuelt og ud over den fabelagtige musik nok en af hovedårsagerne til, at pladen bliver ved med at finde nye lyttere år efter år.

Teatralsk afsked

Bowie fik også demonstreret, at legen med roller kan have sin pris. For han identificerede sig i en periode så meget med sin egen skabning, at han ikke laengere kunne finde ud af, hvor den ene holdt op, og den anden begyndte.

Så efter endnu en eminent plade som Ziggy – ’Alladin Sane’, der af Bowie bliver beskrevet som ’Ziggy tager til Amerika’ – endeløse turnerer, producerjobs for gamle helte som Lou Reed og ❘ggy Pop, coverpladen ’Pinups’ samt et grasserende kokainmisbrug tog Bowie på vanlig teatralsk vis afsked med Ziggy.

Det skete 3. juli 1973 under en koncert på Hammersmith Odeon

i London, hvor han introducerede afslutningsnummeret ’Rock’N’Roll Suicide’ med de senere så berømte ord: ’Not only is this the last show of the tour, but it’s the last show that we’ll ever do’ (ikke alene er det her turneens sidste show, det er det sidste show, vi nogensinde laver, red.). Det hører med til historien, at det trofaste backingband The Spiders From Mars blev mindst lige så overrasket som publikum.

Det var dog heldigvis kun Ziggy og ikke Bowie, der var faerdig som gårdsanger. Og 29. april 1976 kunne han for første gang opleves på en dansk scene. Denne gang som aliasset The Thin White Duke. Der er nogle, der stadig ikke er kommet sig over den oplevelse, skulle jeg hilse at sige. Men det er en anden historie.

Støvet lagde sig dog hurtigt igen, og Bowie lignede laenge et one hit wonder Pludselig kunne (man) se Ziggykloner overalt – også i skolegården i Kokkedal Bowie fik også demonstreret, at legen med roller kan have sin pris

David Bowie som sit alter ego Ziggy Stardust. Her fra en fotoserie fra efteråret 1972.

Der gik ikke mange uger, før David Bowie kunne indkassere en guldplade for 100.000 solgte eksemplarer af ’Ziggy Stardust’-pladen. Indsat coveret til albummet.

FOTO: CLAUS LUNDE David Bowie på Orange Scene på Roskilde Festival i 1996.

Da først David Bowie havde ramt plet med ’sagaen’ om Ziggy Stardust, tog han og backingbandet The Spiders From Mars på turné rundt i Storbritannien. Her et billede fra en af de første optraedender.

I 60’erne udgav Bowie (nummer to fra højre) en stribe modinspirerede plader, bl.a. under navnet The Manish Boys – udgivelser, der i dag mest har historisk interesse.