Politiske domstole, nej tak
I DANMARK VED de faerreste, hvad dommerne i Højesteret hedder. Selv blandt advokater er det få, som kan naevne mere end fire-fem af dem ved navn. Til gengaeld kan alle navnene på vores førende politikere.
DETTE SKYLDES IKKE, at vores Højesteret ikke er vigtig, men mere at den for det meste blot fortolker, hvad vi politisk har diskuteret os frem til.
Det er en model, der ofte angribes for ikke at vaere principfast nok. Problemet er som regel, at nogle gerne vil have noget igennem og mener, at alle burde mene det samme som dem, men at det ikke er flertallet. Her ville de så gerne kunne gå til domstolene og anvende juraen til at gennemtvinge sejre, som de ikke kan vinde politisk.
BLANDT DANSKE JURISTER er man generelt ganske mistroisk over for dette standpunkt. Ikke fordi vi ikke tiltror os selv evnen til at vurdere komplicerede spørgsmål om naermest hvad som helst – nej, der overgår vores ego ganske sikkert vores realkompetence.
Men snarere fordi vi ingen demokratisk legitimitet har.
Folketinget traekker deres magt fra folket. Regeringen fra ikke at have et flertal af Folketinget imod sig. Domstolene i Danmark har i den sammenhaeng ingen legitimitet til at skabe ny lov – for ingen borgere har valgt dommerne.
I USA HAR man valgt et andet system. Der udpeges Supreme Court politisk, og man har tillagt dem stor kompetence til at skabe ny ret ved at fortolke deres variant af grundloven, forfatningen.
Dette system, der på overfladen virker mere demokratisk, har dog tre store mangler.
FOR DET FØRSTE ’jurificeres’ det politiske – således at alt skal gøres i juraens firkantede og skriftnaere verden. Hvorefter det er svaert at få plads til kompromiserne, der skaber et samfund.
FOR DET ANDET og vigtigst afliver det den offentlige samtale. For når retten har talt, så er debatten som udgangspunkt faerdig, og det betyder tit, at kampen stopper. Problemet er, at man ikke vinder politiske kampe ved at få et flertal af dommere med sig. Det gør man ved at få et flertal af befolkningen med sig, og det kraever, at man fortsaetter den offentlige samtale.
FOR DET TREDJE og i fortsaettelse af det andet: Domstole kan skifte standpunkt. Og når det sker, så forsvinder rettigheder, som var veletablerede, men hvor der aldrig var skabt legitimitet bag beslutningen, fordi den offentlige samtale ikke konkluderede.
I USA ser man i disse dage konsekvenserne af at have et system, hvor retssalene i høj grad blander sig i det politiske.
De faerdiggjorde aldrig debatten om abort, fordi man vandt i højesteret og derved som et af få vestlige lande, der minder om Danmark, har et stort mindretal, der er imod fri abort.
DE POLITISKE DOMSTOLE har igen vist sig at vaere en katastrofe for fremskridt, for sejre vundet i retten aendrer sjaeldent standpunkter. Det er blot som alle andre ting, der påtvinges dig af en staerkere modpart under trussel om vold (her staten), noget, du nødtørftigt accepterer, men desvaerre sjaeldent noget, der får dig til at anerkende modpartens standpunkt.
JEG HÅBER DERFOR for det første, at USA nu får genstartet en offentlig samtale om abort og får etableret fri abort i hele landet. Og for det andet, at de politikere i Danmark, der kaemper for forfatningsdomstole, overvejer, om det måske er mindre hensigtsmaessigt at give jurister bestemmende vetoret over for politikere og derved den offentlige samtale.
De politiske domstole har igen vist sig at vaere en katastrofe for fremskridt