De kuede drenge
DOHA ( Ekstra Bladet): De er ikke andet end et par store drenge. 17 og 18 år. Fra Vestafrika.
De er skræmte. Kuede. De er fanget i VM- landet Qatar.
Vi må ikke filme dem. Ikke fotografere dem eller blot optage deres stemmer.
– Det tør vi ikke, siger den 17- årige. Her er for megen overvågning. Det er overalt.
Vi møder dem uden for en snusket café på et gadehjørne i et område, der kaldes for Industrial Area, en halv times kørsel fra Doha.
Her løber gadehunde rundt, og en stor rotte leder efter madrester i det affald, som caféens personale har stillet ud langs husvæggen.
Der er en livlig trafik til et stort træ foran caféen. Her hænger en lighter i en snor. Den deles de rygende gæster om.
Fattige familier
Drengenes historier er hjerteskærende. De er fra en lille landsby i et vestafrikansk land. Deres familier er fattige, men solgte alt, hvad de havde, for at kunne sende de to drenge til Qatar for at tjene penge til både dem selv og familierne derhjemme.
Pengene fra salget af jordisk gods blev brugt til at betale en agent, som skulle sikre de to drenge job i Qatars byggeindustri. Men da de kom til landet i begyndelsen af året, var der alligevel ikke noget job. De var blevet snydt af agenten.
Først for et par måneder siden lykkedes det dem at få arbejde i et vagtselskab, som arbejder for FIFA under VM- slutrunden. Men de har stadig ikke fået løn, og de er blevet anbragt i en migrantarbejderlejr ude i ørkenen. Den er stærkt bevogtet, og de to vestafrikanere skal have tilladelse af lejrchefen for at kunne forlade lejren.
Den tilladelse havde de ikke fået, da de mødtes med Ekstra Bladet og den belgiske journalist Sam Kunti, som havde skaffet kontakten.
De havde sneget sig ud for at kunne fortælle deres historie.
– Vi er fanget. Og vi har dårlig samvittighed over for vores familier. Vi skulle hjælpe dem ved at sende penge hjem. Men vi har ingen.
– Når vi spørger vores boss, hvornår vi får løn, siger han bare, at vi skal være glade for at arbejde for et firma, der er tilknyttet FIFA og VM.
De to drenge arbejder som sikkerhedsvagter på stadioner og ved de pressecentre, som FIFA bruger under slutrunden, der løber frem til 18. december. De får det vand, de kan drikke, når de er på arbejde. Det er også nødvendigt. Selv her i november når temperaturen op på 33- 34 grader. De har 12 timers vagter seks dage om ugen. Til gengæld kniber det med maden.
’ Ikke vores VM’
Vi får kun ris og grøntsager. Det er ikke ordentlig mad, siger de begge, der da også har en statur som piberensere.
Vagtselskabet, de er ansat i, har 2000 medarbejdere, og der er mange, som ikke har fået løn i flere måneder.
Det er en dybt ulykkelig situation. De to drenge slæber rundt med en utrolig dårlig samvittighed over for deres forældre og søskende i hjemlandet. De er selv havnet i en umulig situation, hvor de lever i håbet om at få udbetalt løn i næste måned.
Vi ville gerne være gået videre med deres historie til deres chef og til FIFA, men det tør de slet ikke. For identificerer vi dem, risikerer de at blive smidt ud af landet med det første fly, og så får de aldrig tjent penge. Det er en klassisk historie med titlen: Fanget i Qatar.
Det er en skæbne, som rammer tusindvis af arbejdere. Selvom de to drenge selv spiller fodbold – den ene møder os endda med et par slidte fodboldstøvler på, så giver de intet for FIFA og VM.
– Det er ikke vores VM. Vi bliver bare brugt, siger de.
FIFA’s præsident, Gianni Infantino, sagde ellers på sit efterhånden historiske pressemøde forud for VM, at han følte sig som en migrantarbejder. Men sandheden er, at FIFA har svigtet arbejderne i Qatar.
Når VM slutter kort før jul, rejser FIFA hjem til Zürich med over 30 milliarder kroner i overskud.
Opfordringen fra flere humanitære organisationer om at skyde godt tre milliarder kroner i en kompensationsfond til migrantarbejdere, som har været med til at skabe grundlaget for slutrunden, men som er blevet snydt for deres løn, og til efterladte efter døde migrantarbejdere i Qatar, reagerer FIFA ikke på.
De to unge drenge fra Vestafrika og de mange andre, som er blevet fanget i Qatar, må klare sig selv. Det er en barsk skæbne og en del af forklaringen på, at mange migrantarbejdere ender med at tage deres eget liv.
Du kan høre mere om drengene fra Vestafrika i Ekstra Bladets podcast, Blodbold, i et nyt afsnit, som er tilgængeligt i dag på Blodbold.dk og der, hvor du ellers hører podcast.
” Vi er fanget. Og vi har dårlig samvittighed over for vores familier