INGENSNEI VAL D’ISERE
JULEHJÆLP 2022: Journalisten og forfatteren Michael Enggaard skriver den første novelle om fattigdom i forbindelse med Ekstra Bladet og Dansk Folkehjælps årlige indsamling
Den var gal med Henning. Martha vidste det godt.
Det begyndte, da de modtog sidste rate på pantebrevet. Den dag løb han hylende rundt i haven i undertøj i flere timer, rundt og rundt om valnøddetræet midt i plænen. Naboerne både så og hørte det.
En tid efter gik fyret ud. Henning plejede at ordne det. Det gjorde han ikke denne gang. I halvanden dag lå de påklædte under dynerne og stirrede op i loftet, indtil deres datter kom på uanmeldt besøg og fik ringet til nogen.
De så hende ikke så ofte. Henning havde svært ved at finde vej. Sidst, de var hos hende, havde han spurgt, om hun ville køre foran og lede dem til motorvejsafkørslen. Hun fragtede dem hjem i sin egen bil i stedet.
Nu stod Martha og kiggede ind i køleskabet. Der lå noget, hun ikke havde puttet derind.
– Hvor kommer den flæskesteg fra? – Supermarkedet. – Hvordan har du betalt den?
Henning svarede ikke. Han lagde kabale.
– Har du stjålet den? Henning flyttede en 7’ er over på en 8’ er.
– Jeg vil ikke spise en steg, vi ikke har betalt, sagde hun.
Nu kunne han lægge en 6’ er på 7’ eren. Med det blev det endda muligt at vende et kort, så spillet kunne åbne sig.
– Den vil ikke smage mig. Henning kiggede op. – Jeg tror, at den smager nøjagtig lige så godt eller dårligt, som hvis vi havde betalt for den.
Martha ventede på en ny hofte og brugte gangstativ. Henning gik normalt en smule foran. I dag gik han lidt bagefter.
KØEN I KUNDESERVICE var lang. Kravlenisser legede alle vegne. Henning foreslog, at de vendte om, men Martha insisterede.
– Vi har vores selvrespekt.
– Det er da også det eneste, mumlede han og så sig over skulderen.
Flere kampklare ansigter ankom til køen og tog opstilling bag dem.
– Vi kan gøre det senere, foreslog han.
– Ikke tale om. Jeg vil af med den steg.
Det var den lyshårede ekspedient, der stod bag disken. Martha vidste, at hun var Hennings favorit. Det var noget med måden, hun kunne sætte tørklædet på, så det ikke lignede en del af uniformen. Martha syntes uden nogensinde at have sagt det højt, at kvinden lignede hende selv som ung.
De fleste udfordrede prisen på deres varer. Andre hævdede, at noget var slået forkert ind. Deres henvendelse var anderledes.
– Vi vil gerne aflevere den her tilbage, sagde Martha og hev stegen op fra sin kurv.
– Det er helt i orden, jeg skal bare bede om bonen, smilede kvinden. – Jeg kan ikke give pengene tilbage uden bonen.
– Der er ingen bon.
– Så kan jeg ikke hjælpe, desværre. Vi skal bruge bonen.
HENNING TRAK let i Marthas frakkeærme. Det kunne stadig lade sig gøre at komme derfra.
– Vi kom til at tage den uden at betale. Og det er vi flove over. Vi vil gerne have lov at aflevere den, sagde Martha.
Kvinden, der hidtil havde demonstreret en særlig nonchalant form for effektivitet, tøvede pludselig, som om hun begyndte helt
Flere kampklare ansigter ankom til køen og tog opstilling bag dem
forfra på dagen. Hun løftede stegen og besigtigede mærkningen. Kiggede alvorsfuldt på Martha og Henning med et vandrende, magtfuldt blik.
– Har I køleelementer i kurven?
– Nej, det har vi ikke.
– Vi kan ikke sælge den steg igen, sagde hun.
Martha kiggede på Henning. Henning kiggede på sine skosnuder.
– Vi ser på sager som denne med stor alvor, meddelte kvinden.
Vicekommissær Sandy Lauritzen havde kontaktet stationens ejendomsinspektør. Der var ikke flere stole. Handlekraftig som Sandy Lauritzen var, det var hun virkelig, hun satte en ære i at være handlekraftig, sendte hun bud efter to kadetter og mandskabsvognen. Da Martha og Henning trådte ind i venteområdet, var de unge politifolk i færd med at opslå 20 nye klapstole fra Harald Nyborg.
– Der er sørme mange mennesker, hviskede Martha og trak et nummer.
– Vi er ikke engang de ældste, supplerede Henning ikke uden fryd.
Martha genkendte én fra sangforeningen og én fra balanceholdet. Med et forsigtigt nik hilste Henning på en forhenværende kollega. En afdød vens ældre bror, Arvid, sad der med sin hustru.
De endte foran to piger, duknakkede i dunjakker. Henning så bedrøvelse i Marthas øjne. Når de gik ture, samlede hun på børnesmil. En spadseretur gik gerne over legepladsen og kunne ofte først nå sin afslutning, når de havde talt ti poders latter.
SANDY LAURITZEN præsenterede sig myndigt på sit kontor. Et bloklys brændte i en dekoration på bordet. Hun hævdede, at hun var berørt af, at to hidtil så stabile samfundsborgere havde valgt kriminalitetens vej og nu stod til at inkassere plettede straffeattester. Generøst gav hun dem mulighed for at forhandle indbyrdes. Hvis en af dem tog skylden, ville den anden undgå anmærkningen. Det kunne vise sig gavnligt.
I mellemtiden kontaktede Sandy Lauritzen sin overordnede, politikommissæren.
– De nye tyveknægte er så gamle, at vi ikke kan ringe til deres forældre, hørte de Sandy Lauritzen sige.
– Vi bør etablere et sam
Har du stjålet den?
arbejde med deres børn.
Martha og Henning havde stået sammen i næsten 60 år. Det gjorde de stadig.
– Vi gjorde det i fællesskab, sagde Martha.
– Aha, sagde Sandy Lauritzen. – Så er tyveriet planlagt. Det er en skærpende omstændighed.
– Nå, sagde Henning. Martha anbragte bødeforlægget i inderlommen. Det var hendes hensigt at betale samme dag. Hun klemte Hennings urolige hånd på vej ud.
Udenfor ventede to skikkelser, spejdende fra en port.
– Arvid! udbrød Henning.
– Henning, sagde Arvid. – Jeg ville hilse ordentligt på. Det var kejtet derinde.
De to mænd introducerede deres ægtefæller.
– Henning har stjålet en flæskesteg.
Ordene faldt underligt dumpt ud af Marthas mund. Det var ikke hendes hensigt at sige dem, noget skubbede dem ligesom bare ud.
Erna greb dem.
– Jeg har taget vin og snaps. Og jeg er ikke blevet opdaget hver gang, betroede hun.
JULEAFTEN havde Martha købt amaryllis, de fandtes i røde nuancer.
– Vi kan ikke ankomme uden en blomst, sagde hun.
– Jeg ved ikke, hvad man kan og ikke kan, sagde Henning.
Entréen var for snæver til, at de kunne iføre sig frakkerne samtidig. Men de stod der alligevel begge to, og da Henning førte en hånd gennem ærmet, stødte han buketten ud af Marthas hænder. Hendes telefon ringede, da hun ville samle den op. Deres datter. Martha lyttede, datteren talte. Henning rokkede, sidesteppede, stirrede på Marthas ansigt for at aflæse, om alt var godt. Han trådte på buketten.
I HALVMØRKET UDENFOR noterede Martha, at Henning bar et net. Hun anede en pakke med satinbånd.
– Der er ingen sne i Val d’Isère, sagde Martha.
– Jeg glæder mig til at se, hvordan Arvid bor, sagde Henning.
– De har siddet i hytten og set fjernsyn. I fire dage. – Jeg har glemt adressen. – Den har jeg.
Martha anbragte bødeforlægget i inderlommen