Tyskere siger ’ nein’ til FC Midtjylland
FC Midtjylland har vinteren igennem proklameret, at det er alfa og omega at finde en angriber, der kan forløse holdets offensive potentiale.
Men det kniber gevaldigt med at få lokket den rette spydspids til Heden.
Først måtte man indse, at Celtic- bomberen Georgios Giakoumakis var for svær at tiltrække, og nu har Steinlein og co. fået en kurv af Fortuna Düsseldorf på trods af gentagne forespørgsler på den polske angriber Dawid Kownacki.
2. Bundesliga- klubben anser det som realistisk, at man kan jagte oprykning til Bundesligaen. Man er p. t. syv point fra tredjepladsen. Det har gjort, at Fortuna Düsseldorf er blevet mere og mere standhaftige omkring deres ’ nein’ på FCM’s bud.
Ganske enkelt fordi formstærke Kownacki spiller en nøglerolle i oprykningskampen med sine otte mål og seks assists i 18 opgør. Forlydender fra både Tyskland, Polen og Danmark går på, at Düsseldorf nu er aldeles standhaftige i deres afvisning af FC Midtjylland.
Dawid Kownackis kontrakt med Düsseldorf udløber til sommer, hvilket har været en mindre forbandelse for FC Midtjylland i denne sammenhæng.
Angriberen kommer med al sandsynlighed ikke til at forlænge med tyskerne, og transferbeløbet vil ikke kunne komme i nærheden af betydningen af en oprykning.
Desuden har Kownackis bagland kunnet lokke med større adresser end Herning/ Ikast, hvis angriberen fortsætter sin målform i foråret og står uden kontrakt til sommer.
Herfra peger pilen mod langt større adresser, end hvad Superligaen kan tilbyde.
Summa summarum: FC Midtjylland må på den igen for at finde sin 9’ er.