ANSATTE FØLER SIG SNYDT
Medarbejderne i TV 2’s nyhedsafdeling nedlagde i går arbejdet frem til i dag
Tidligere i går besluttede de ansatte i nyhedsafdelingen på TV 2 at nedlægge arbejdet i protest mod meldingen fra tv- stationens ledelse, om at man har i sinde at fyre 50 medarbejdere.
Onsdag eftermiddag traf de ansatte så beslutning om at forlænge arbejdsnedlæggelsen foreløbigt frem til torsdag klokken 9.30.
Det skriver fagbladet Journalisten, som bringer en udtalelse fra medarbejdergruppen, som er blevet vedtaget på et fagligt møde.
’ Medarbejderne i TV 2’s nyhedsafdeling har i dag nedlagt arbejdet i protest mod ledelsens fyringsrunde og ledelsesstil. Vi føler os snydt og ført bag lyset i den proces, der blev fremlagt tidligere på året om en strukturændring i TV 2’s nyhedsafdeling’, skriver de ansatte i udtalelsen, som Ekstra Bladet ligeledes er i besiddelse af.
Her henviser de til, at ledelsen ifølge den gældende overenskomst i samarbejde med tillidsfolkene skal undersøge muligheden for at nedbringe antallet af fyringer, og at de derfor forventer, at ledelsen vil indkalde til nye forhandlinger med tillidsfolkene.
Ny strategi
Ifølge Journalisten har hovedtillidsrepræsentant Lennart Steen tidligere udtalt, at man ikke har kunnet rokke ledelsen på kravet om, at 50 medarbejdere skal fyres.
Fyringerne på TV 2 kommer i kølvandet på en orientering i januar, hvor det blev meldt ud, at der ville ske store ændringer på TV 2, når en ny strategi skal implementeres.
Nyhederne på TV 2 skal blandt andet være mere digitale, så de spiller sammen på tværs af TV 2 News, TV2. dk og TV 2 Play.
Og i en pressemeddelelse efter gårsdagens orientering kan man også læse, at der vil ske ændringer andre steder i det store mediehus.
Blandt andet vil TV 2 Nyhederne fremover ’ bruge færre midler på enkeltstående events og lave færre traditionelle tv- vejrudsigter’.
Aktualitetsprogrammet ’ Kernen’ ændres desuden, så det ikke længere udkommer ugentligt. I stedet skal formatet laves om i samarbejde med dokumentar- og aktualitetsgruppen og gravergruppen.
Over for Ekstra Bladet har nyhedsdirektør Ulla Pors forklaret, at budgettet for 2024 er strammere end for i år, og at man derfor er nået frem til at nedlægge 25 faste stillinger og 25 løsttilknyttede.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra tillidsrepræsentant Lennart Steen, men det har ikke været muligt.