Vil stadig slagte ordninger
KLAR BESKED: Trods stor virak understreger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, at man stadig vil forringe tilbagetrækningsordninger
Det var en groggy regering – ledet af Socialdemokratiets Mette Frederiksen – der stod tilbage efter at have fjernet store bededag. Den folkelige og politiske modstand havde været langt større end ventet.
Og forude stod endnu en kamp, der med garanti ville gøre kernevælgerne, fagbevægelsen og den røde fløj i Folketinget rasende. Nemlig det lovede indgreb i muligheden for tilbagetrækning for ældre og nedslidte.
Der var lagt op til verbale prygl af Socialdemokratiet 1. maj på det emne, men få dage før meldte statsministeren så ud i Folketinget:
– Jeg lytter mig til, at der her i Folketinget ikke er opbakning til det. Derfor overvejer vi også i regeringen, hvad det næste skridt så er på det her spørgsmål.
Ingen ændring
Det blev af de fleste tolket som, at Socialdemokratiet var slået bak, og at de upopulære beslutninger var skudt til hjørne. Men intet kan være længere fra sandheden, siger beskæftigelsesminister Ane HalsboeJørgensen ( S) til Ekstra Bladet.
– Der er ikke noget som helst, der er skudt til hjørne eller er udskudt.
– Men der er kommet nogle ret kategoriske afvisninger fra flere partier, der gør, at man må overveje, hvordan vi kommer videre herfra. Så har vi selv peget på, at det kunne ligge i en trepartsforhandling.
– Det er hverken at sætte ting på hold eller skyde dem til hjørne. Tværtimod, siger ministeren.
Arne plus
Det står i regeringsgrundlaget, at man vil lægge seniorpension og Arne- pension sammen. Det i en model, der vil gøre seniorpensionen – den klart mest populære af de to – markant dårligere. Ikke bare vil man kun kunne få den i tre år mod nu seks, den vil også blive lavere.
– Skiftende regeringer har lagt nye dele oven på tilbagetrækningsområdet. Og det har gjort det meget komplekst med mange ordninger, der ikke altid passer sammen eller er til at gennemskue.
– Derfor har vi et ønske om at harmonisere området og gøre det mere simpelt. Der har vi peget på nogle opstramninger. De ambitioner lever stadigvæk, siger Ane HalsboeJørgensen ( S).
Efterladt i usikkerhed
Siden regeringen fremlagde sine planer, har der hersket stor usikkerhed. Ikke mindst hos blandt andre de ældre og nedslidte borgere, der kunne få brug for ordningerne. Spurgt om, hvad hun vil sige til dem, svarer ministeren:
– Så ville jeg først og fremmest slå fast, at reglerne er, som de er, indtil der er vedtaget en ny lov. Og sådan noget tager lang tid.
– Men at det ikke er sket fire måneder inde i regeringsperioden, betyder ikke, at det er skudt til hjørne. Det er bestemt stadig ambitionen at gennemføre det.
Der er ikke noget som helst, der er skudt til hjørne eller er udskudt