De unævnelige bliver nævnt
De unævnelige Trisse Gejl. Roman. People’s. 156 sider. 269,95 kr.
Autofiktion, genren, hvor forfattere mikser fiktion og selvbiografisk stof, har længe været genstand for en del debat. For hvor trækkes grænsen mellem fiktion og virkelighed, når forfatteren involverer andre nulevende personer?
Trisse Gejls nyeste udgivelse, ’ De unævnelige’, tilhører den genre. På forsiden står der dog blot ’ roman’, men bogen beskæftiger sig nu engang med forfatterens eget liv og udgivelser.
Hvert af de ni kapitaler tager udgangspunkt i en af Gejls romaner – hvor i verden de blev skrevet, og hvad der skete omkring hende i tilblivelsen af dem. Sideløbende undersøger forfatteren de fortielser, der findes i hendes familie, herunder morens selvmord.
Romanens koncept er egentlig godt tænkt, desværre er udførelsen for hektisk og forbliver en lidt for overfladisk overflyvning. På de kun 156 sider vil forfatteren både omkring barndommens store traume, ungdommens mange rejser, familielivet med børn og skriveprocessen med de otte romaner.
Blærebetændelse
Faren ved autofiktion er, at forfatteren ikke formår at skelne mellem, hvad der er relevant stof for læseren, og hvad der er vigtigt for forfatteren selv. Der er mindre fokus på den velstrukturerede narrativ og mere på at beskrive tingene, som de egentlig var.
Den fælde falder Gejls roman desværre i. Der er flere passager i bogen, der sagtens kunne undlades, fordi de simpelthen er – ja, kedelige. F. eks. er bogens anekdote om, hvordan forfatteren fik blærebetændelse i Budapest, ikke videre relevant for resten af fortællingen.
I stedet burde der være givet mere plads til romanens karakterer. En anden fælde ved autofiktionen er nemlig, at forfatteren selv kender bogens personer så godt – det er jo familie og venner – at de simpelthen glemmer at portrættere dem for læseren. Dette er også tilfældet her, hvor især hovedkarakterens egen mand og børn fremstår som ansigtsløse statister.
Alt i alt fremstår romanen mere som en række rejsebreve til en nær ven eller dagbogsnotater og glemmer at invitere læseren med ind i fortællingen.
Trisse Gejl er ellers velskrivende, og passagerne om morens selvmord og familiens fortielser er velstemte og rørende. Desværre vil romanen for meget på for få sider. Tempoet kunne med fordel havde været sat ned, så læseren bedre kunne holde pusten.