’JEG ELSKER DIG. FARVEL’
Amerikanske Christina Markus har nu forladt landet efter at være blevet smidt ud af de danske myndigheder
– Jeg elsker dig. Farvel.
Omringet af personale, informationstavler og ængstelige rejsende tager amerikanske Christina Markus afsked med sin lille familie i Terminal 3 i Københavns Lufthavn.
Hun kysser hunden Krølle på snuden og giver sin mand, Jakob, et langt kram og et hurtigt kys på munden. Så griber hun om håndtaget på sin rullekuffert og trækker den efter sig mod sikkerhedskontrollen, hvor hun forsvinder ud af syne.
Christina Markus fik i februar afslag på familiesammenføring med sin danske mand, Jakob, på grund af den omstridte 24årsregel.
I første omgang fik hun lov til at blive, mens myndighederne behandlede hendes klage. Men i sidste uge kom beskeden: Klagen var blevet afvist, og hun havde nu syv dage til at forlade Danmark.
– Det føles forfærdeligt at skulle forlade min mand og min hund. Vi har sagt farvel en million gange tidligere, men det er første
gang, at jeg bliver smidt ud af landet, sagde hun en time forinden, da Ekstra Blade mødte parret i lufthavnen torsdag formiddag.
– Det er faktisk det værste – at de gav mig syv dage til at forlade landet. Til at forlade mit hjem. Det gjorde mere ondt end noget andet.
Jakob nikkede og tilføjede:
– Det er næsten, som om de ikke er klar over, at der er et menneske bag sådan et afslag her.
Myndighedernes afgørelse betyder, at Christina Markus, der er uddannet skolelærer og lige er fyldt 23, skal opholde sig i USA i tre måneder, før hun kan komme tilbage hertil på et turistvisum.
Når hun kommer tilbage, vil hun og Jakob endelig være gamle nok til at kunne søge om familiesammenføring igen. Så er der nemlig kun cirka et halvt år, til Christina fylder 24, og de derved lever op til reglen.
Men benspændet er ikke uden konsekvenser. Christina Markus har hverken arbejde eller bolig i USA, og hun har ikke mulighed for at bo hos sine forældre eller andre familiemedlemmer.
– Jeg har fået en uge til at forlade alt og tage tilbage til USA, hvor jeg intet har. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
– Det sværeste var at vågne i morges og vide, at det var sidste gang i lang tid, at vi kunne ligge her sammen. Jeg havde ikke lyst til at stå op og lade dagen begynde, fortalte Christina Markus.
Hun mener ikke, at det giver mening at have regler, der forhindrer folk som hende i at være i landet.
– Jeg vil gerne arbejde som skolelærer. Jeg vil gerne bidrage til samfundet, og jeg har aldrig taget imod noget fra staten.
– Det giver ikke mening, sagde hun.
Hun og Jakob håber, at de i fremtiden får lov til at bo sammen i Danmark. Men intet er sikkert. – Det føles, som om der – hver gang vi tænker, at nu er det overstået – er en ny forhindring. Men forhåbentlig er det her den sidste.
– Hvad hvis I bliver afvist på grund af noget andet næste gang?
– Så bliver vi knust. Jakob er nødt til at være her på grund af sin uddannelse, og jeg vil ikke forlade ham. Han er min mand.
Det føles forfærdeligt at skulle forlade min mand og min hund