Frederiks uhyggelige fortid
Frederik Nalaed Kaas- Sørensen viste sig til Natasjas og hendes families bestyrtelse at have en noget mere gruopvækkende fortid, end han lod dem vide, mens han var den 26årige kvindes kæreste.
Den 29- årige mand af dansk- thailandsk oprindelse var netop prøveløsladt efter tre års afsoning af en fængselsstraf på seks år for et drabsforsøg begået mod sin egen lillebror, da han tog Natasja med storm i efteråret 2022.
Men i strid med sandheden holdt han over for hende og svigerfamilien fast i, at han havde stukket fra sig i nødværge.
Det makabre knivoverfald på broren skete 4. marts 2019 i Charlottenlund.
Det dengang 23- årige offer blev blandt andet ramt i ansigtet, halsen og ryggen.
Han var i overhængende livsfare, men det lykkedes lægerne at redde hans liv.
Ekstra Bladet har fået aktindsigt i dommen.
I den slår retten fast, at der ikke var tale om nødværge, men om et regulært, overlagt drabsforsøg.
Kulegravet af psykiatere
Men allerede efter afsoning af halvdelen af sin straf på seks års fængsel blev Frederik Nalaed Kaas- Sørensen løsladt på prøve i forlængelse af et forløb, hvor hans farlighed og psykiske sindstilstand blev grundigt kulegravet af psykiatere. Det kastede ikke en klar diagnose af sig. Heller ikke selvom retspsykiatere i sagen om drabsforsøg slog fast, at Frederik havde en ’svær affektforvaltnings- problematik’.
Det vækker ifølge Natasjas stedfar uro og bekymring hos Natasjas nærmeste pårørende.
– Det undrer os, at det var så nemt for ham at narre hele systemet. Ikke mest set i lyset af den alvorlige kriminalitet, han var dømt for, og hans fars udmeldinger om, at han havde nogle dæmoner i sig, siger Natasjas stedfar, Michael Nielsen.