OB VINDER BUNDGYSER
FOR DÅRLIGT: For første gang i 2024 måtte Vejle gå tomhændet fra banen efter en Superliga- kamp. 0-1- nederlaget til OB efterlod oprykkerne dybt skuffede over egen indsats
Det var et lavpunkt indtil nu i den her sæson. Vi er ikke gode nok på bolden, og vi ligner et hold, der spiller for os selv
I ni kampe i indeværende sæson har Vejle tabt med et enkelt mål. Oprykkerne har med andre ord været lige ved og næsten i de fleste kampe.
Men nederlaget til OB skiller sig alligevel ud.
For det var, ifølge Vejletræner Ivan Prelec, nemlig den dårligste præstation hidtil i årets sæson.
– Det var med længder vores værste kamp i hele den her Superliga- sæson. OB spillede som et Superliga- hold, der gerne ville overleve, og det gjorde vi ikke. Vi er skuffede, og vi ønsker aldrig at tabe en kamp, som vi gjorde i dag, siger Prelec til Bold og de øvrige skrevne medier.
Den kroatiske træner understreger dog, at det kan være okay at tabe, hvis man efterlader alt på banen. Men det var ikke tilfældet imod OB.
– Det er altid skidt at tabe, men det kan være mere acceptabelt at tabe. Det var det ikke i dag, for så skulle vi have gjort det på en helt anden måde. De var klart bedre end os, og vi var ikke en gang tæt på.
Prelec tager ansvaret
Kampen kunne dog have endt anderledes, hvis Vejle havde scoret efter fem minutter, hvor OB’s keeper Viljar Myhra hev en fantomredning frem på stregen. Sådan gik det ikke, og den efterfølgende reaktion var ikke god nok, understreger Vejle- træneren.
– Vi er ikke på det rette niveau i dag, og det er jeg selvfølgelig ansvarlig for. I alle aspekter var de bedre end os. Vi spillede for hektisk og mistede fuldstændig selvtilliden i begge ender af banen.
– Jeg håber, at det er den eneste kamp, at vi leverer sådan en indsats. Vi skal virkelig lære af den her kamp og forstå, at hvis vi spiller sådan her, så kan vi ikke være med.
Prelec bakkes op af Vejleprofilen Oliver Provstgaard, der også revser sit mandskabs præstation.
– Det var et lavpunkt indtil nu i den her sæson. Vi er ikke gode nok på bolden, og vi ligner et hold, der spiller for os selv. Vi giver os ikke 100 procent i duellerne, og vi er efter i alle aspekter.
– OB er meget overlegen i store dele af kampen, og så bliver det også et psykoloigisk spil inde på banen, hvor vi ikke var gode nok i dag.
Vejle skal på en svær opgave, når de i grundspillets sidste kamp skal en tur til Herning og møde FC Midtjylland.