ALLE KIGGER PÅ HOLDKAMMERAT
HJÆLPEREN: Mikkel Bjerg skal naturligvis hjælpe Tadej Pogacar til den samlede sejr, men danskeren får også et par chancer til at få personlig succes
Alle øjne hviler på én person.
Mange betegner ham som verdens bedste cykelrytter. Han topper også verdensranglisten.
25- årige Tadej Pogacar er storfavorit til at vinde årets første Grand Tour, Giro d’Italia.
Med sig på UAE- holdet har han danske Mikkel Bjerg, der naturligvis skal hjælpe sloveneren, men formentlig også kommer til at få sine egne muligheder to gange.
– Nu da Pogacar er så stor favorit, kan han så kun skuffe eller gøre det forventede?
– Jeg tror nærmest, at alle kigger på ham som den største favorit til at vinde, men jeg tror, at han trives med det forventningspres, der er på ham, og så skal han bare bruge en lang stigning, og så er han forhåbentlig et minut foran, siger Mikkel Bjerg til Ekstra Bladet.
– Så skal vi prøve at tage det en dag ad gangen. Det er et langt cykelløb, og det passer ham godt. Selv hvis han skulle komme på bagkant eller have en dag med dårlige ben, så er der mulighed for at hente det tilbage igen.
– Der er to hårde etaper i den første uge. Det bliver en kunst at komme så nemt som muligt igennem for at spare holdet. Hvis det stod til ham, så kunne det være, at han havde gode ben hver dag og kunne godt prøve.
– Meget handler om Pogacar i medierne. Kan det være træls nogle gange?
– Det er helt okay. Det eneste, jeg ikke kan svare på, er, om han har gode ben eller ej. Alle ryttere, der er med, måske lige med undtagelse af Molano ( Sebastián Molano, red.), er afklaret med, at de kører for kun at hjælpe.
– Når man kører for Tadej, giver det ikke mening at gøre andet, og så prøver vi at finde mening i det. Jeg er også sikker på, at Molano nok skal tage en føring, hvis lokummet brænder, men han er også med for at vinde etaper.
Jagter succes på enkeltstarter
På de to enkeltstarter på 7. og 14. etape får Mikkel Bjerg selv mulighed for at køre sin chance.
– Som regel får man lov at give den gas, hvis man sidder med den rigtige chance, og så skal benene selvfølgelig være der, fordi det er nogle hårde enkeltstarter, men det passer mig okay.
– Når man er i gang med en Grand Tour, så har man alligevel ondt i benene dagen efter, ligegyldigt om man kører på 90 eller 100 procent, fastslår Bjerg.
Giro d’Italia begynder lørdag.