UNDERLØHDIGT
Sophie Løhde giver ikke meget for Ekstra Bladets dækning af sit rædselsregime, som hun kalder for kampagnejournalistik
Det lader ikke til, at sundhedsminister Sophie Løhde ( V) kan se noget kritisk i sin ledelsesstil.
En ledelsesstil som en lang række kilder til Ekstra Bladet ellers har beskrevet som psykisk terror i form at ydmygelser, kolerisk opførsel og henvendelser på alle tidspunkter af døgnet.
Flere af kilderne fortæller om et benhårdt arbejdsmiljø, hvor nogle har fået stress, og andre har været på kanten.
Men da Ekstra Bladet i går spurgte Sophie Løhde ind til, om hun nu ville ændre den ledelesesstil, lød svaret, at ministeren slet ikke kan genkende det billede, som flere kilder har tegnet af hende.
For ifølge Sophie Løhde har Ekstra Bladet slet ikke talt med alle de medarbejdere, som elsker at arbejde under ministeren.
Kampagnejournalistik
– Sophie Løhde, kommer du til at ændre din ledelsesstil?
– Jeg kan simpelthen ikke nikke genkendende til jeres gengivelser, lød det fra sundhedsministeren til Ekstra Bladet.
– Og jeg har heller ikke den store respekt for jeres kampagnejournalistik, hvor I konsekvent nægter at snakke med alle de medarbejdere, der har været og er glade for at arbejde med mig.
– Så du kommer ikke til at ændre din ledelsesstil?
Ekstra Bladet forsøgte at spørge Sophie Løhde, om det betød, at hun ikke ville ændre sin ledelsesstil, men Sophie Løhde smuttede ind til Venstres gruppemøde.
’ Ensidig fremstilling’
Ekstra Bladet har faktisk tidligere talt med en af de medarbejdere, der er glad for at arbejde sammen med ministeren.
Løhdes særlige rådgiver Thomas Bille Winkel har været ministerens tro tjenestemand i næsten fire år, og han kan ikke genkende det brutale ledelsesregime.
– Hvordan kan du holde det ud?
– Det, som jeg kan sige til dig, er, at jeg på ingen måde kan genkende det billede, som anonyme personer forsøger at tegne af Sophie Løhde.
– Jeg har i mine over 20 år i centraladministrationen under forskellige ministre aldrig oplevet en minister, der er så arbejdsom som Sophie, der i den grad brænder for at gøre en forskel.
– Hvordan vil du så forklare, at så mange kun holder kort tid – det må da være Sophie Løhdes ansvar?
– Jeg ved ikke, hvor mange der har taget deres gode tøj og er gået inden for kort tid. Jeg har ikke lavet en optælling. Jeg savner nuancer i den ensidige fremstilling, som I forsøger at tegne af Sophie. Sådan kender jeg hende ikke. Hun er arbejdsom og stiller krav til sig selv. Det gør hun også til sine omgivelser. Når man skal arbejde for Sophie, skal man være parat til at lægge de timer i det, som hun selv gør.