LAVVANDE I KALENDEREN
PRESSET: Esben Dalgaard oplever, at der ikke sker så meget på skuespilfronten, men han keder sig bestemt ikke af den grund. – De ringer i morgen, siger han optimistisk
En hårdt presset film- og tvbranche har sat sit præg på skuespiller Esben Dalgaards kalender.
Til Ekstra Bladet kunne den 47- årige skuespiller, som blandt andet er kendt fra julekalenderen ’ Tinka’ og Netflix- serien ’ Kastanjemanden’, i efteråret fortælle, at det skortede på skuespiljobs.
Og den situation har ikke ændret sig. Tværtimod.
Det kunne Esben Dalgaard fortælle, da Ekstra Bladet mødte ham til premieren på ’ The Garfield Movie’.
– Det går ikke helt godt nok endnu, må jeg sige. Vi har jo nogle konjunkturer, der gør, at der er lidt lavvande i min kalender p. t. Det er ikke sådan, at jeg keder mig. Jeg laver jo alt muligt andet, men jeg har ikke noget at stå og blære mig med lige nu på filmfronten, sagde Esben Dalgaard.
Blandt andet har Esben Dalgaard kastet sig over at skrive børnebøger om Morten Mortensen, som det indtil videre er blevet til seks af. Sommeren kommer også til at stå på beskæftigelse inden for både podcast og radio.
– Men skuespillet er der ikke så meget af?
– Der er ikke noget. Men det kommer der. De ringer i morgen, lød det fra en optimistisk Esben Dalgaard.
Presset branche
Esben Dalgaard er ikke alene om at måtte se langt efter skuespiljobs for tiden. Blandt andre har hans kollega Nicolas Bro tidligere fortalt, at han måtte leve af sin opsparing, fordi det var så småt med roller.
Nicolas Bro forklarede blandt andet krisen med coronanedlukningerne, som ifølge skuespilleren har betydet, at det har været svært at få folk til at vende retur til både biografer og teatre.
Siden har også konflikten mellem streamingtjenester og filmfolk, som i 2022 stoppede al produktion af danske film og tv- serier, og som tidligere har fået skuespillere og manuskriptforfattere verden over til at strejke, spillet en rolle.
Også skuespiller Mia Lyhne har fortalt, at hun manglede arbejde. Skuespiller Marco Ilsø har fortalt, hans ’ Vikings’- opsparing er væk, efter at rollerne ikke ligefrem har hængt på træerne, og Fanny Bornedal har delt, at hun i perioder må ty til dagpenge for at få enderne til at mødes.
Selvom der de seneste år har været krise i filmbranchen, formår flere af de store danske skuespillere at sikre millionindtjeninger.
Vi har jo nogle konjunkturer, der gør, at der er lidt lavvande i min kalender p.t.