Kyllingen bider mærke i helt særlig detalje
Det er en god nyhed at se Jonas Vingegaard tilbage på landevejene. Men også forudsigeligt.
Sådan lyder vurderingen fra Ekstra Bladets cykelsportskommentator, Michael Rasmussen, der bider mærke i en særlig detalje fra Vingegaards dugfriske melding.
– Der er absolut intet overraskende i det her. Jeg hæfter mig ved, at Jonas siger, han nu er i stand til at køre normalt igen. Det tolker jeg som, at han allerede har siddet en hel del timer på en hometrainer indenfor. Det er første gang, han er udenfor for at cykle. Men det er formentlig ikke første gang, han motionerer i fire uger, siger Rasmussen.
Mange dage at gøre med
Eksperten pointerer, at forberedelsen til det mulige titelforsvar på de italienske og franske landeveje ingenlunde er optimal.
Men det betyder på ingen måde, at Vingegaard ikke kan møde frem i Firenze, hvor starten går 29. juni, i en forfatning, der gør ham i stand til at drømme stort.
– Det kan godt ske, at mobiliteten langt fra er på 100 procent, men genoptræningen må have været i gang i noget tid. Og der er altså stadig syv uger til, at startskuddet går i Tour de France, fortæller Rasmussen.
– Selvfølgelig er det nogle alvorlige skader, og det var et alvorligt styrt. Men som jeg også selv har sagt fra starten, mener jeg, at det sagtens kan lade sig gøre. Jeg kan umuligt forestille mig, at han ikke kommer til at køre Touren.
– Når Jonas siger, at han vil gøre alt, hvad han kan, skal vi ikke være i tvivl om, at det er tilfældet. Jeg kender den type mennesker godt nok til at vide, hvor dedikerede de er, lyder vurderingen.
Det er formentlig ikke første gang, han motionerer i fire uger
Gode muligheder
Tilbageslaget efter styrtet i Spanien har selvsagt haft effekt på Vingegaards muligheder for at triumfere i Touren. Men han er langt fra uden muligheder for at tage en tredje sejr på stribe, hvis han – som håbet – bliver klar til årets store mål.
– Han er en reel bejler til at vinde. Nu er der ikke nogen, som ved, hvordan ribbenene fungerer. Der kan jo godt være en restriktion i elasticiteten. Et brækket kraveben kan man ganske udmærket køre med, forklarer Rasmussen.
Jeg kan umuligt forestille mig, at han ikke kommer til at køre Touren
– Den umiddelbare vurdering er, at Jonas kommer til at være rigtig tæt på at blive 100 procent klar. Men det skal han også være, for Tadej Pogacar er der da i den grad på 100 procent, som han kører lige nu, siger Rasmussen.