LEGENDES MEDALJER STJÅLET
Arne Nielssons medaljer er blevet hugget ved et indbrud. Ro- legenden beder offentligheden om hjælp og udlover dusør
Der er ting, man ikke kan købe for penge.
Det gælder for eksempel VM- og OL- medaljer, hvor affektionsværdien må anses at være enorm for dem, som har været så dygtige at vinde den slags.
Sådan er følelsen i hvert fald hos den danske ro- legende Arne Nielsson, der for nylig vendte hjem til et mareridt.
I privaten kunne den tidobbelte eksverdensmester i kanoroning således sande, at alle hans store medaljer var blevet stjålet i forbindelse med et indbrud.
Det fortæller den forhenværende OL- helt, som i dag arbejder som coach og foredragsholder, i et opslag på Instagram, hvor han også beder om hjælp.
– Hjælp. Jeg har haft indbrud i påsken og i dag fundet ud af, at mine ti VMguld, min sølvmedalje fra OL i Barcelona, mine to VM- sølv og min VM- bronze er blevet stjålet.
– De har ingen værdi for andre end mig. Jeg vil gerne give en dusør til den, der kan hjælpe mig med at få dem retur, skriver Nielsson.
Stribevis af triumfer
Det danske ro- ikon havde sin storhedstid på vandet i 80’ erne og 90’ erne, hvor han drev talentet til stribevis af succeser.
Blandt de største meritter var ikke færre end ti VM- guldmedaljer, ligesom det olympiske sølv ved legene i Barcelona i 1992 også står stærkt i porteføljen over prominente præstationer.
Det hele foregik i toerkano, hvor Christian Frederiksen udgjorde den anden halvdel af duoen.
Nielsson, der i dag er 61 år, indstillede sin karriere i 1996 og er efterfølgende blevet en del af Danmarks Idrætsforbunds liste over de 125 største sportsnavne.
Han har efter afslutningen på sin karriere erhvervet sig som coach og foredragsholder, ligesom han også har skrevet flere bøger.
Fællesnævner for arbejdet har været at videregive inspiration til succes. Uanset om målgruppen har hjemmebane i sportens verden eller ej.