’ DET VAR UBÆRLIGT’
Afdøde Gino Mäder skulle have været kaptajn på det Tudor Pro Cycling- hold, der lige nu kører Giro d’Italia, fortæller Alexander Kamp
Det var en stor tragedie.
På femte etape af Schweiz Rundt sidste år styrtede 26årige Gino Mäder voldsomt på en højhastighedsnedkørsel. Den schweiziske profil omkom af sine skader dagen efter.
Inden sin død var Gino Mäder blevet rygtet videre fra sit daværende mandskab Bahrain- Victorious, og nu bekræfter den danske cykelrytter Alexander Kamp, at hans nuværende hold, schweiziske Tudor Pro Cycling, ganske rigtigt havde skrevet kontrakt med Mäder.
– Holdet havde skrevet med Gino Mäder. Meningen var, at han skulle have været vores kaptajn og kørt klassement i denne Giro d’Italia, fortæller Kamp i det seneste afsnit af Ekstra Bladets cykelpodcast ’ Førertrøjen’.
Ekstra Bladet har rakt ud til Tudor Pro Cycling, der tilføjer, at Mäder formelt ikke havde underskrevet en kontrakt med mandskabet endnu, men at det var planen, at han skulle være kommet dertil og have kørt Giroen for dem.
Planen blev lavet om
Ifølge Kamp fik Mäders død holdet til at lægge planen for løbet om.
– Da det skete, valgte man ikke at gå ud at skrive med en ny klassementsmand og i stedet sige, det er etapesejre, vi går efter. Tudor Pro Cycling stiller ud over Kamp til start i Giroen med bl. a. sprinteren Alberto Dainese og bjergrytteren Michael Storer, som er to af holdets bedste kort i kampen om en etapesejr
Ubærligt
Alexander Kamp var selv til stede ved Schweiz Rundt, da tragedien skete, og det var selvsagt hårdt.
– Det var en hård pille at sluge.
– Lige da det skete, var det ubærligt, og folk skulle lige sunde sig oven på det.
Tudor Pro Cycling valgte sammen med flere andre hold at trække sig fra løbet efter uheldet.
Spurgt om, hvordan det var at blive en konfronteret med en kollegas død, forklarer Kamp reflekteret, at det er noget, man må acceptere som cykelrytter.
En sportsgren med risiko
– Det er en sportsgren, hvor vi kører med høj fart, og det indebærer en risiko. Det er en del, man skal acceptere som cykelrytter, for der er ikke nogen, der tvinger en til at løbe den risiko. Man skal ikke være bange, men man skal være respektfuld omkring det i min optik.
I podcasten ’ Førertrøjen’ med Alexander Kamp også fortæller han, hvordan Michael Rasmussen engang gav ham et kostråd, man ville himle med øjnene over i dag.