LÅ BUNDET MENS TILTALTE SPISTE
KUTTERDRABET: Den 41- årige fisker og familiefar Alf lå hårdt såret i en køje på garnkutteren Inger Katrine, mens den øvrige besætning sad og spiste. De siger, at han ville brænde skibet af
Kontrasten var til at få øje på ombord på Thorsmindekutteren L1 Inger Katrine, da den sent søndag aften 30. januar 2023 i hårdt vejr lå 60 sømil ude fra den jyske vestkyst i Nordsøen:
I midterkøjen i lukafet på garnbåden lå den hårdt kvæstede 41- årige familiefar og fisker Alf Villum Jensen – fikseret og bundet med gaffatape, isoleringstape og snor på sine hænder, arme og ben. Hænderne var bundet bag på ryggen.
Tænderne i aftensmaden
Imens inde ved bordet i messen på Inger Katrine sad Alfs kolleger og satte tænderne i aftensmaden.
Situationen blev fremmanet af en af de tiltalte i Retten i Holstebro i går, hvor fem fiskere i alderen 29 til 42 år sidder på anklagebænken.
Alle er tiltalt for at have dræbt – tævet, sparket, slået, trampet og kvalt – Alf Villum Jensen til døde.
Alle nægter sig skyldige.
Tiltalte: Alf gik bersærk
Ved retsmødet, som var det andet af i alt 12 i den spektakulære nævningesag, forklarede en af fiskerne, en 29- årig mand fra Nordjylland, at Alf Villum Jensen på det pågældende fisketogt, som var hans første med sine nye kolleger, opførte sig underligt og i flere omgange faldt om på dækket.
Og senere pludselig gik bersærk og forsøgte at sætte ild til både to af de andre og til selve skibet.
Ifølge forklaringerne var det den direkte årsag til, at fiskerne på et ifølge dem meget kritisk tidspunkt befandt sig i en slags nødretstilstand og ikke så andre muligheder end at overmande, slå og passivisere Alf Villum Jensen, fordi hans bersærkergang var sekunder fra at udvikle sig katastrofalt.
– Jeg blev meget chokeret, efter vi var kommet i land og var blevet afhørt af politiet, og jeg fik at vide, at jeg var sigtet for drab, sagde den tiltalte i vidneskranken.
’ Vi spiser bare færdig’
Han understregede, at han ikke kan få retsmedicinerens konklusion i obduktionsrapporten til at passe med det, han selv oplevede ombord på kutteren på det fatale togt i Nordsøen. Skibet sejlede ud fra Thyborøn, fire døgn før Alf Villum Jensen blev erklæret død med voldsomme skader i hovedet, halsen og på kroppen.
Specialanklager Pia Koudahl borede i sin afhøring af den 29- årige fisker blandt andet i, hvilken rækkefølge tingene skete med Alf ombord på garnkutteren.
– Alf ligger inde i køjen med hænderne bundet på ryggen, mens vi sidder og spiser aftensmad. En af de andre ( en 42- årig tiltalt, red.) kan sidde og holde øje med ham i lukafet fra det sted, hvor han sidder i messen.
– Jeg kan høre, at Alf beklager sig lidt derinde fra. Han lyder irriteret, men det lyder ikke, som om han er i nød, sagde den tiltalte, der i situationen ikke spurgte de andre om, hvordan Alf havde det.
– Nej, Vi spiser bare færdig, og så går skipper op i styrehuset, sagde han.
Det samme gjorde den 29årige selv. Ifølge ham er der her fuld kontrol over situationen med Alf.
Gul i huden og blå læber
Men en halv time senere kommer den 42- årige tiltalte – en mand, der tidligere er dømt for både drab og drabsforsøg i en anden sag – op i styrehuset til dem.
– Han kommer op og fortæller, at Alf ikke længere trækker vejret, forklarede den 29- årige, som var en af dem, der gik ned i lukafet.
– Mig og ( en anden af de tiltalte, red.) går derned, og vi lægger ham i ’ natostilling’. Han er helt kold og klam. Han så gullig ud i huden og havde blå læber, forklarede han.
– Er han stadig bundet på hænder og fødder her? ville anklageren vide.
– Det tror jeg ikke. Men jeg ved ikke, hvem der så har bundet ham op. Jeg kan huske, at ( en anden af de tiltalte, red.) holder sin mobiltelefons skærm op for Alfs mund for at se, om der kommer dug på – altså om han trækker vejret.
’ Ingen puls’
– Er det dit indtryk, at han er livløs på det her tidspunkt?
– Ja, det vil jeg mene. Han forklarede videre, at det var ham, som hentede hjerte/ lunge- redningsudstyr, mens to af de andre kontaktede Radio Medical, der er den lægelige hjælp til søs.
– Har det effekt med hjerte/ lungeredningen? spurgte specialanklager Pia Koudahl.
– Nej, han er jo død. Det er min opfattelse, at han er død på det her tidspunkt. Han trak ikke vejret, og der var ingen puls, sagde den 29- årige fisker.
Klokken er 4.29 tidligt mandag morgen, da Radio Medical bliver kaldt op fra kutteren. Mindre end to timer senere bliver en livløs Alf Villum Jensen hentet ind af en redningshelikopter og fløjet direkte til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Han bliver erklæret død ved ankomsten.
Politiet ventede på kajen
Først to et halvt døgn senere, onsdag 1. februar klokken 22.50, lægger L1 Inger Katrine til kaj i Thyborøn for at losse fangsten.
Men et hold efterforskere fra Midt- og Vestjyllands Politi står og venter på besætningen.
De fem tilbageværende fiskere bliver umiddelbart efter afhørt hver for sig og præsenteret for en sigtelse om manddrab på Alf Villum Jensen.
Det bygger politiet på de voldsomme skader, der bliver dokumenteret af den retsmediciner, som har obduceret liget af den 41- årige familiefar.
Der er ikke fundet spor af brændbare væsker ombord på kutteren.
De tiltalte har selv forklaret, at Alf Villum Jensen kastede sprit mod to af sine kolleger og derudover brugte en lighter og en dåse med fluegift som flammekaster, da han ifølge dem gik bersærk.