God idé at støtte ukrainsk våbenproduktion
Danmark er blandt de første lande til at investere direkte i Ukraines forsvarsindustri, så granater og våben har kortere vej til fronten mod Rusland.
Dermed bliver det billigere, man sikrer Ukraines forsvarsevne, og man skaber arbejdspladser i det trængte land. Det giver god mening ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Forsvars akademiet:
– Det giver god mening at understøtte Ukraines evne til selv at kunne producere våben. Der er meget større efterspørgsel på våben, end der er udbud. Europa og USA har problemer med at levere tilstrækkeligt med våben og ammunition til Ukraine og os selv.
Der er dog en risiko for angreb og korruption, påpeger han.
Danmark har foreløbig afsat en milliard kroner til det, mens USA for nylig afsatte for 13,5 milliarder kroner. Danmarks bidrag fremgår af den 18. donationspakke, som Folketinget gav opbakning til torsdag. Det annoncerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ( M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen ( V).
– Det vil også være langt nemmere at vedligeholde det materiale, der måtte kunne blive købt i Ukraine, og derudover er det også min forventning, at det materiale vil være langt billigere, sagde forsvarsministeren torsdag.
Mangler 96 mia. kr.
Ukraine har en kapacitet i øjeblikket på cirka 137 milliarder kroner om året til at producere forsvarsmateriel. Men de har kun mulighed for at finansiere omkring 41 mia. dollar selv, uddybede han.
Troels Lund Poulsen ser fire gode grunde til at gøre det, hvilket er hastighed, vedligehold, pris og en stærkere ukrainsk våbenindustri.
– De kommer aldrig til at være selvforsynende, men det vil være stærkt, at de får en bedre mulighed for det, end de har i dag, sagde forsvarsministeren.