TROLDMANDEN DER BLEV MENNESKELIG
HELT SIN EGEN: Erik Rasmussen bliver kædet sammen med misbrug af offentlige midler via sit projekt i Sierra Leone. Dermed fortsætter historien om den 63- årige sjællænders turbulente tilværelse
Han stopper kameraet, for tårerne trænger sig på.
Den normalt veltalende Erik Rasmussen må holde en pause. I alt er der 25 minutters tv, han ender med at lægge på sin Facebookside tirsdag, hvor han fortæller om sine oplevelser med to freelancejournalister, der har taget ham ved næsen og forsøgt at dokumentere, at han har misbrugt offentlige midler i sit ngo- projekt i Sierra Leone.
Læs her et stort portræt af manden, der var kendt som ’ TryllErik’, og som altid har skilt sig ud i den konservative fodboldverden.
Erik Rasmussen er fortørnet og frustreret, mens han forklarer sin version af en historie, TV 2 endnu ikke har kommentarer til. Og dermed må han sukkende erkende, at hans person igen- igen bliver trukket gennem mediemøllen, og i værste fald risikerer han, at endnu et korthus vil vælte ned om ørerne på ham.
Olsens metoder
Indtil nu har historierne gennem flere årtier hængt uløseligt sammen med hans karriere som fodboldspiller- og træner. Første gang, den brede offentlighed stiftede bekendtskab med ham, spillede han for det Brøndby- mandskab, der under Morten Olsens ledelse verfede alle modstandere til side, vandt det danske mesterskab og nåede UEFA Cup- semifinalen i 1991.
Rasmussen var holdets ubetingede kreative omdrejningspunkt med besnærende driblinger, sublimt overblik og et flair for spillet, ingen andre i dansk fodbold med undtagelse af brødrene Laudrup besad. Kælenavnet ’ TryllErik’ klæbede omgående til ham, og han blev tilmed udtaget til landsholdet af Richard Møller Nielsen.
Men karakteristisk for Erik Rasmussen endte det galt. Både i Brøndby og på landsholdet.
I Brøndby var han under Morten Olsens militaristiske ledelse den frie fugl, der mellem træningerne, hvor de andre spillere hvilede sig, tog ind til København, så på mennesker og drak en øl, som John ’ Faxe’ Jensen fortalte i sin selvbiografi fra 2022.
De to havde det svært sammen, og Rasmussen tryglede i lang tid om at komme væk i foråret 1992, hvilket til sidst lykkedes.
Ricardos datter
På landsholdet blev han smidt ud. Efter at have fået et kvarter i tre kampe brokkede han sig over det. Men det var en svingom med landstrænerens datter på et diskotek i Odense, hvor han havde sneget sig ud fra landsholdslejren en sen aftentime, der blev hans punktum i rødt og hvidt.
I sin bog ’ Fodbold gør en forskel’ gengav han samtalen, de to havde efter dansen:
– Hils min far, sagde pigen.
– Din far? Hvem er så det, spurgte Rasmussen.
– Det er Richard Møller Nielsen, kom det.
Farvel og tak, ’ TryllErik’.
Det ærgrede han sig en del over. Især fordi Danmark et år senere blev europamestre. Der var han stoppet i Brøndby og tullede rundt oppe i Helsingør i 2. division. Han blev spillende træner i Køge, førte klubbens førstehold til to oprykninger, var forbi både Skælskør og Næstved, inden han i efteråret 2004 tog over, da Troels Bech var blevet fyret i FC Midtjylland.
Hér havde han sin storhedstid som træner. En bronzemedalje, en pokalfinale og to sølvmedaljer nåede Ulvene, inden Rasmussen stoppede for at tage en pause fra fodbold.
Der gik dog ikke længe, før han skrev under med AGF. Og det blev starten på en rutsjebanetur af de vildere. Først blev aarhusianerne sekser i foråret 2009, så førte de Superligaen efter syv runde af den næste sæson, og så rykkede de minsandten ned 26 kampe senere.
Fire dage senere blev Erik Rasmussen fyret.