Blåt trekløver går efter magten
MED VILDE meningsmålinger, der sender SVM- regeringen helt i bund og et LA med Alex Vanopslagh i spidsen, som nu ånder statsminister Mette Frederiksen i nakken, er der opbrud i det politiske landskab.
Med kun et par procent i opbakningen mellem Vanopslagh og Mette rykkede statsministeren i ugen i offensiven og opfordrede den liberale oppositionsleder til at melde sig s omstats ministerkandidat.
ET SMART OG OFFENSIVT træk, som både dækkede over Mette Frederiksens og Socialdemokratiets egne elendige målinger, men samtidig skulle presse den førende blå modspiller på banen.
Både i blå og rød lejr har det længe været oplevelsen, at Vanopslagh lever højt på konstant at holde sig under politisk radarhøjde. At LAs høje meningsmålinger alene bygger på flid på de sociale medier og glat tale i folketingssalen – ikke på nogen stærk politisk substans eller dygtighed ved forhandlingsbordene.
Hertil kommer, at de andre partier har en oplevelse af, at medierne går alt for blødt til LA. Vanopslagh burde være under et helt andet hårdt pres og gennemlysning for at teste, om manden, der aldrig har siddet på en ministerpost eller taget det tunge slæb og ansvar i centrale forhandlingsforløb, kan klare distancen, lyder kritikken.
Men den kritik preller af på Vanopslagh, som lod sin politiske ordfører melde, at selvfølgelig stiller han ikke op som statsministerkandidat, så længe Venstre og Moderaterne sidder i regering med de røde. Så er det uden relevans.
DERMED FIK HAN sendt bolden tilbage til
Mette Frederiksen, som sammen med sine to makkere Troels Lund og Løkke står til at tabe over 30 mandater ved et kommende valg.
Selvfølgelig handler meget af spillet om, hvilken regering, der overhovedet kan stables på benene efter et kommende folketingsvalg, hvis valgresultatet bare ligger i nærheden af de meningsmålinger, der kører nu.
I det forløb er det yderst interessant at se, hvordan et nyt blåt trekløver er ved at spire frem. Ikke fordi de er bare i nærheden af et flertal, men fordi de prøver at finde hinanden på centrale områder, file kanter til, lære hinanden bedre at kende som partiledere i et trekløver, der muligvis kan danne stammen i en ny blå regering efter et valg.
Jeg taler om Inger Støjberg, Alex Vanopslagh og Mona Juul. De treledere af Danmarks demokraterne, Liberal Alliance og Konservative.
De tre taler stadig mere sammen. I det afsluttende dramatiske forløb om den nye delaftale om forsvaret lykkedes det ikke Venstres forsvarsminister Troels Lund Poulsen, trods trusler om at smide dem ud af forhandlingerne, at splitte LA og DD.
De tre partier er på mange områder meget forskellige: EU, skat, klima, CO2-afgift, udlændinge og andet, men de søger nu aktivt at file kanterne af i forhold til hinanden, undgå åbenlyse konflikter og stille og roligt arbejde sig frem til at kunne tilbyde et alternativ, hvis det valg kommer, hvor der er blåt flertal i Folketinget og Venstre samt Moderaterne vender ’ hjem’ til det blå samarbejde.
DEN HIDTIDIGE KLAR- alliance mellem Konservative, LA og radikale var først og fremmest en tænksom radikal opfindelse af Martin Lidegaard som Søren Pape Poulsen og Vanopslagh gik ind i, men i den virkelige verden, kom den ikke til at fylde.
De tre partier DD, LA og K opfatter i dag de radikale som ustabile, svingende i den politiske kurs og i sidste ende mere optaget af at komme i regering med S end at spille med på en borgerlig regering.
DF opleves af de tre som et parti, der mest tænker på sig selv, egne mandater og egen profilering. Hertil kommer, at forholdet mellem DF og DD er køligt i lyset af antallet af tidligere DF- politikere, som i dag sidder i Støjbergs gruppe.
DE TRE PARTIER erkender, at de blå mandater næppe kan bruges til meget, hvis der efter det kommende valg er rødt flertal. Så har S flere valgmuligheder. Men ender det med, at K, DD, LA, DF, M og V kan stille med de 90 mandater, vil det være svært at se blå partier alligevel støtte en socialdemokratisk statsminister.
I hvert fald er ambitionen hos de tre, at det ikke skal gøres let og at der især inden et kommende valg er opbygget noget, der ligner et blåt alternativ, som kan arbejde sammen og finde en fælles politisk ramme inden det kommende valg.
Inger Støjberg, Vanopslagh og Mona Juul ved udmærket, at de borgerlig- liberales største problem i øjeblikket er, to at af partierne sidder i regering med S, at der ikke er noget blåt flertal selv om de forlod regeringen, de blå partier hidtil at har brugt mange kræfter på at bekrige og positionere sig i forhold til hinanden, samt der ikke er noget, som ligner et at regeringsalternativ o gik keen eneste, de rer klar tila t melde sig s omstats ministerkandidat.
der næppe nogen løsDET SIDSTE FINDES ning på før efter et kommende valg. Men umiddelbart vil holdningen hos K og DD være, at hvis LA bliver klart største borgerlige parti, er det dem, der stiller med stats ministerkandidaten.
Det synspunkt deles næppe af Troels Lund eller Lars Løkke. Derfor kan medierne og Mette Frederiksen presse nok så meget på – vi får ikke navnet på andre stats ministerkandidater på denne side af folketingsvalget.
Ved valget fik de tre LA, K og DD 38 mandater tilsammen. I seneste Gallupmåling står de til 61. Der er stadig langt til de 90, og derfor er realiteterne, at så længe V og M sidder i regering med S, kommer der ingen blå regering i dette land. Men skifter flertallet, vil Vanopslagh, Inger og Mona gerne kunne etablere så meget samarbejde og fælles politik, at V og M i hvert fald har noget at ’vende hjem til’. Statsministerkandidaten må man så handle om, og denne vigtige brik vil være tabt på forhånd, hvis Van opslag hudråber sig selvs omstatsministerkandidat.
DERFOR VAR Mettes forsøg på at lokke
Vanopslagh smart nok, men i virkeligheden et dække over, hvor svagt regeringen står.
Nok har de blå ikke leveret nogen imponerende oppositionsindsats, men helt tåbelige er de altså heller ikke.