SADISTISK, PERVERS OG FARLIG
GRUM MENTALERKLÆRING: Psykiater og Retslægerådet stempler Philip Westh som en svært perverteret og personligheds afvigende–men ikke sindssyg – storforbruger af sadistisk hardcoreporno
Nære venner, bekendte og en kollega gennem flere år har over for Ekstra Bladet i enighed beskrevet Philip Westh som en sky og akavet, men venlig singlefyr, der ikke skilte sig ud. En mand, de fleste opfattede som tilforladelig.
Dybden i den karakteristik blev i går gennemhullet af den assisterende anklager Thea Høst, da hun fik lov til at læse brudstykker af en psykiatrisk overlæges og Retslægerådets mentalerklæring op i Retten i Næstved.
Eksperterne er nået frem til, at Philip Westh nok på overfladen har en ’ upåfaldende’ personlighed, og at han er normalt begavet og ikke sindssyg i klinisk forstand. Men den 33- årige tidligere marketingchefs normalitet har tilsyneladende en stærk og meget mørk skyggeside.
Ifølge eksperterne har den tiltalte siden teenagealderen været ’ overoptaget’ af sadistisk dominansporno og en stærk drift til at dyrke en seksualitet med ydmygelser af og overgreb på piger og unge kvinder på sine computere.
Høj risiko for tilbagefald
Det sættes i relief af, at han selv i retten har erkendt, at han i en periode på flere år, indtil sin anholdelse sidste forår, downloadede og så den type pornografiske film og billeder med kidnapninger, tortur, drukning og hængninger af nøgne kvinder mindst to timer pr. døgn.
Retslægerådet konkluderer, at Philip Westh ved nærmere øjesyn fremstår som umoden og svært perverteret og seksuelt afvigende. I erklæringen beskrives det desuden, at han har dyssociale personlighedstræk i sin omgang med andre.
Den tiltalte vurderes desuden til at have ’skizoide’ personlighedstræk. Men han er angiveligt ikke decideret skizofren – det vil sige udstyret med en vaklende og dobbelttydig virkelighedsopfattelse – i et omfang, så han kan diagnosticeres som sindssyg.
Retslægerådet tager også fagligt stilling til Philip Wesths mulige farlighed.
I erklæringen udtaler eksperterne, at der vurderes at være en ’ høj risiko’ for, at han kan begå ligeartet kriminalitet i fremtiden. Samtidig vurderer de, at
han udgør ’ en væsentlig fare for andres liv og helbred’.
Philip Westh har under retssagen erkendt sig skyldig i frihedsberøvelsen af og seksuelle overgreb mod den 13- årige pige, som blev holdt fanget i 27 timer i april 2023.
Han nægter dog at have udsat pigen for voldtægt og drabsforsøg.
Den tiltalte nægter samtidig forrige års overfald på en 15- årig pige i Sorø, og han afviser at have noget som helst at gøre med de forhold i straffesagen, der knytter sig til bortførelsen af og drabet på Emilie Meng tilbage i 2016.
I næste uge skal forsvarer og anklager hver især afvikle procedurer, før nævningetinget skal votere skyldspørgsmålet og den frihedsstraf eller muligvis forvarings- sanktion, som Philip Westh kan tilkomme.
Dommen i Retten i Næstved falder 28. juni.