- IKKE NEMT
FOGH OM S❘N BARSK□ V□N: Armeniens barske leder er på Anders Foghs kundeliste – men kan man overhovedet rådgive den barske mand? Demonstranter og journalister får tæsk i stor stil
Barske kampe i gaderne i Armeniens hovedstad, Jerevan, har nu varet i ugevis.
Og det samme gør politiets hårdhændede behandling af folkemængden.
Videoer fra optøjerne, som bliver bragt af en række internationale medier, viser, hvordan demonstranter bliver beskudt med gummikugler og overdænget med tæsk.
Forslået journalist
Reuters skriver om 79 tilskadekomne og 98 anholdte alene i onsdags.
Journalister er også mål for politiets fremfærd.
– Betjente tog mig om bagved, hvor kameraerne ikke kunne filme. De kastede mig på jorden og sparkede mig og slog mig. Især i hovedet, fortæller en forslået journalist, Abraham Gasparian, fra en hospitalsseng.
Voice of Europa har bragt videoen.
Under demonstrationerne forsøgte demonstranterne at trænge ind i parlamentet. Og blandt andet derfor agter premierministeren ikke at lægge den brutale stil om.
Fra talerstolen i parlamentet forsvarer Nikol Pashinyan køligt fremfærden over for demonstranterne.
– Politiet reagerede legitimt og professionelt, siger han.
Anders Fogh Rasmussen rådgiver styret i Armenien gennem sin virksomhed Rasmussen Global og inviterede sågar premierminister Nikol Pashinyan til sin demokratikonference i København for få uger siden.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet Anders Foghs samarbejde med Armeniens stærke mand.
Men Pashinyan fortsætter sin stil. På Folkemødet spørger Ekstra Bladet Anders Fogh Rasmussen, om han fortæller regeringen i Armenien, at de skal lade være med at banke journalister?
– Ja, selvfølgelig gør jeg det. Når vi hjælper den armenske regering, er netop, fordi vi ønsker at fremme frihed, demokrati og respekt for demokratiske principper – for eksempel retsstaten. Det fortæller jeg hele tiden.
– Pashinyan prøver at løsrive sit land fra den russiske dominans. Han vil gerne have flere kontakter med vestlige lande og EU. Det hjælper jeg ham med.
Ikke mig
– Er det en del af løsrivelsesprocessen at skyde gummikugler ind i demonstranter og give journalister et lag tæsk?
– Næh, men desværre er der en tradition, der er arvet fra russerne og det gamle Sovjet. Det skal vi af med.
– Hvordan hjælper du med det?
– Det er ikke mig, der står på gaden i Armenien. Vi skal have forståelse for, at de er i en proces, hvor de nu er blevet frie fra at have russere stående i lufthavnen til at kontrollere folk. De har stadigvæk en russisk base i Armenien. Det er en meget lang proces det her.
– Hvad vil du sige til dem, som undrer sig over, at du har sådan en mand på din kundeliste?
– Vi prøver at hjælpe dem ud af den situation, i stedet for at de skal blive hængende i afhængigheden af russerne. Jeg har ikke bildt nogen ind, at det er en nem proces. Det er tværtimod meget besværligt.
– Du kunne også sige til Pashinyan: ’Jeg vil ikke rådgive dig, så længe dine politifolk opfører sig sådan på gaden’.
– Jo jo. Det kunne jeg selvfølgelig godt. Nu giver vi det en chance, siger Anders Fogh.
Det er en fredsaftale mellem Armenien og Aserbajdsjan, der sætter sindene i kog. Ærkebiskoppen, der støtter protesterne, opfordrer nu til, at demonstrationerne falder til ro.
Internationale menneskerettighedsorganisationer har længe påtalt omfattende problemer med politibrutalitet og et unfair retsvæsen.
Desværre er der en tradition, der er arvet fra russerne og det gamle Sovjet. Det skal vi af med