Montecassino blev dødens bjerg
De allierede håbede, at de i det tredje slag om Montecassino kunne udslette forsvarerne med massive bombe-angreb. Faldskærmsjægerne overlevede imidlertid og udnyttede ruinerne til at skabe en dødsfælde.
liggende bjerge flere kilometer væk fulgte bombardementet, havde svært ved at holde synet ud.
“Vi kan intet andet se end støv og røg. Drengene derinde må være ved at blive gale”, noterede en soldat i sin dagbog.
Tyskerne kæmper imod
De allieredes bombardement mindede om taktikken fra 1. verdenskrig, hvor den ikke havde vist sig specielt effektiv. Og det samme gjaldt nu, selvom de allie allierede havde kastet fem tons eksplosiver pr. tysk soldat i Cassino by. Her var 160
af de ca. 300 faldskærmsjægere blevet dræbt. Og de overlevende spildte ingen tid, for de vidste, at så snart spærreilden ophørte, ville fjenden rykke ind.
Stort set alle faldskærmsjægernes tunge våben lå begravet under murbrokker, men de havde stadig deres håndvåben. I al hast forlod de skyttehuller og kældre for i stedet at indtage de mest fordelagtige positioner, som ruinerne tilbød. Tyskerne kom ikke til at vente længe, for de allieredes general Freyberg var sikker på, at ingen forsvarere kunne være i live, og sendte derfor sine newzealandske fodtropper ind i byen fra nord, støttet af tunge kampvogne.
Hurtigt viste det sig, at bombardementet havde gjort det stort set umuligt for de tunge køretøjer at nå ind i byen.
“På ingen måde kunne kampvognene komme igennem bjergene af murbrokker, som var over seks meter høje”, berettede en kampvognsfører.
Mens newzealænderne baksede med at rydde vejen, angreb løjtnant Schuster og en håndfuld soldater den forreste tank med maskingeværer. Skrækslagne kastede de newzealandske tropper sig i dækning, og i næste nu affyrede en af Schusters mænd en panserværnsgranat mod kampvognen. Besætningen sprang ud af det brændende køretøj, men blev nedkæmpet af faldskærmstropperne. Overalt, hvor de allierede trængte frem i byen, blev de mødt af lignende angreb.
Mere held havde newzealænderne, da de angreb den såkaldte Borghøj umiddelbart oven over Cassino by, hvor de hurtigt overmandede forsvarerne, der under bombardementet havde lidt store tab. Da aftenen faldt på, havde de allierede kun erobret lidt over halvdelen af Cassino
by, mens tyskerne fortsat holdt bymidten samt byens jernbanestation.
Under kampene hørte en newzealandsk soldat skrig fra dybt under ruindyngerne. Det var tydeligvis tyske tropper, som var blevet indespærret i en kælder under bombardementet. Newzealænderne gravede i dyngen, men da de samtidig kom under beskydning, måtte de give op:
“Så vi var nødt til at efterlade dem til vanviddet og døden i den mørke krypt”.
Brutal kamp om Montecassino-bjerget
I løbet af natten til den 16. marts strømmede tyske forstærkninger ind i området for at stoppe de allierede. På samme tid havde indiske soldater overtaget Borghøjen, som newzealænderne tidligere havde erobret. I ly af mørket forsøgte inderne fra Borghøjen at nå op til klostret, men blev drevet tilbage. Mere held havde en deling af de berømte gurkha-soldater, som ved daggry sneg sig ud fra Borghøjen og indtog den såkaldte Galgebakke små 300 m neden for klostret.
Så snart de tyske forsvarere i klosterruinen opdagede gurkhaerne, affyrede de samtlige maskingeværer mod dem, men de hårdføre soldater fra Nepal holdt trods store tab stædigt fast i Galgebakken. Lige meget, hvor meget de allierede tropper forsøgte, var det imidlertid umuligt for dem at erobre andre dele af bjerget.
Nede i Cassino by lykkedes det den følgende dag newzealandske styrker at nå helt frem til og indtage den strategisk vigtige togstation i den sydlige ende af byen. I de følgende halvandet døgn bølgede kampene om stationen frem og tilbage, indtil de tyske styrker efter store tab endelig måtte give op. Tyskerne holdt til gengæld de to hoteller i byen – Hotel Continental og Hotel des Roses – som de forsvarede med alle midler.
I mellemtiden havde gurkhaerne på Galgebakken været under konstant beskydning i dagevis. Forsøg på fra luften at nedkaste forsyninger til de udmattede tropper, der hverken havde mad eller vand, var mislykkedes. Til de tyske faldskærmsjægeres glæde faldt hovedparten af forsyningerne nemlig ned i deres område. Men general Freyberg havde lagt en plan, der skulle redde gurkhaerne.
Redningsforsøg endte katastrofalt
Den 19. marts befandt faldskærmsjægeren Werner Eggert sig sammen med flere kammerater på bagsiden af klosterruinen, da de hørte larm. De kiggede ned ad skråningen og så et større antal lette allierede kampvogne på vej op af bjergvejen. Køretøjerne var utvivlsomt på vej for at an angribe klostret og undsætte de strandede gurkhaer. Eggert og de andre krøb i dækning bag ruinerne af et brøndhus og iagttog kampvognene, mens de planlagde et modangreb: “Den forreste kørte fremad og nåede næsten mit gemmested. Pludselig var den alene, og vi skød på den med en Panzerschreck (håndbåret raketstyr, red.), da den forsøgte at vende om. Det stoppede den, og mandskabet hoppede ud og blev taget til fange”.
Nu begyndte også tysk artilleri at beskyde kampvognene og ramte seks af dem. Fra klosterruinen løb endnu flere faldskærmsjægere ned for at deltage i kampen. Blandt dem var løjtnant Raimund Eckel, som resolut hoppede op på en af kampvognene og satte en mine med en lunte på tårnet. Minen satte effektivt panserkøretøjet ud af spillet.
På lignende vis blev størstedelen af de andre kampvogne uskadeliggjort, indtil besætningerne på de resterende kampvogne, der pga. de ødelagte køretøjer hverken kunne køre frem eller tilbage, gav op.
Tre dage senere, den 22. marts, kastede general Freyberg en sidste gang sine newzealændere mod de tyske stillinger, men faldskærmsjægerne stod fast. Samme dag opgav de allierede deres tredje forsøg på at erobre Montecassino.
Faldskærmsjægere blev berømte
Da general Freyberg afblæste angrebene på Montecassino, var gurkhaerne på Galgebakken fortsat omringet af tyske enheder. De udmattede og sårede soldater løste situationen selv ved i fuldt dagslys – og med et Røde Kors-flag blafrende på en stang – at påbegynde den lange march ned fra bjerget. De tyske tropper, der havde fået stor respekt for de hårdføre gurkhaer, lod dem slippe væk.
Løjtnant Schuster, der havde indledt faldskærmsjægernes modangreb på newzealænderne på den første dag, overlevede også slaget. Han og hans mænd blev omringet af allierede tropper, men det lykkedes Schusters enhed at slippe igennem fjendens linjer. Undervejs blev løjtnanten skudt i brystet og beordrede sine mænd til at fortsætte uden ham. Selv blev han taget til fange og bragt til et allieret hospital, hvor den møgbeskidte faldskærmsjæger med sit sønderrevne tøj og utallige sår tiltrak stor opmærksomhed.
Da feltmarskal Harold Alexander, der havde det overordnede ansvar for de alli
erede tropper i Italien, efterfølgende skulle forklare, hvordan nogle få hundrede tyske faldskærmsjægere uden meget andet end håndvåben kunne holde de allieredes tusinder af soldater, kampvogne og fly stangen, svarede han prompte:
“Uheldigvis kæmper vi mod de bedste soldater i verden – og hvilke mænd!”
Selv de allierede aviser, der stort set aldrig skrev positivt om fjendens tropper, måtte erkende, at de tyske faldskærmsjægere var noget helt for sig selv:
“Cassino er omdannet til en ruinhob. Men ruiner er en ideel kampplads for dristige og beslutsomme tropper. Og sådanne tropper er de, som tyskerne har sendt til Cassino med den specifikke opgave at holde stedet så længe som muligt”, skrev The Times den 23. marts.
De allierede havde imidlertid ikke tænkt sig at begå den samme fejl igen. I de følgende uger samlede de en enorm styrke, som én gang for alle skulle bryde den tyske modstand. Den 11. maj 1944 angreb de allierede med overvældende styrke Gustavlinjen over en bred front.
Ingen på tysk side havde forudset angrebets størrelse, og allerede på første dag blev Gustavlinjen gennembrudt flere steder. Ved Montecassino angreb bl.a. amerikanske, polske og marokkanske styrker, ker, men faldskærmsjægerne faldskærmsjæ ne kæmkæm pede atter indædt imod og tvang fjenden til at kæmpe for hver eneste meter.
De polske styrker havde fået til opgave at indtage Montecassinoklostret, men måtte efter blodige tab trække sig tilbage. Da marokkanerne fem dage senere brød igennem Gustavlinjen nær Italiens vestkyst, kunne allierede tropper uhindret strømme ind i Liri-dalen. Hele det tyske forsvar vaklede nu, og i forvirringen angreb polakkerne igen klostret, hvor forsvarerne omsider opgav – Montecassino var endelig faldet. Under en måned efter, den 4. juni 1944, indtog de allierede Rom.
LÆS MERE OM MONTECASSINO-SLAGENE
Rudolf Böhmler: Monte Cassino: A German View, Pen & Sword, 2015 Matthew Parker: Monte Cassino, Headline Book Publishing, 2003