Læge gav ig selv gonorré og syfilis
Skotske John Hunter var en af 1700-tallets mest anerkendte læger, og han blev fejret som en kirurgisk pioner. I kampen mod kønssygdomme begik han imidlertid en skæbnesvanger fejl.
John Hunter (1728-1793) havde det hele. Han var en energisk, sund og intelligent mand og forlovet med en ombejlet kvinde. Han var en stjerne inden for medicinens verden – og skotten var endda blevet medlem af briternes prestigefyldte videnskabelige selskab Royal Society. Men en majdag i 1767 kastede han sig ud i et uforsvarligt eksperiment.
Da han var ude af stand til at modstå en gåde, havde 39-årige Hunter besluttet sig for at løse en af samtidens helt store medicinske gåder: Kan menneskekroppen være smittet af mere end én sygdom ad gangen? I 1700-tallet rasede debatten om dette emne, og samtidig var lægevi
denskaben også splittet om, hvorvidt sygdommene gonorré og syfilis var forskellige, eller om der var tale om symptomer på den samme lidelse. Netop dette spørgsmål ønskede John Hunter at finde et definitivt svar på.
John Hunter mente selv, at gonorré og syfilis var udtryk for den samme sygdom. Han planlagde at bevise dette gennem et eksperiment: En rask mand skulle smittes med gonorré, og dernæst ville Hunter observere forsøgspersonen for at sikre, at han ikke blev smittet med syfilis på anden vis. Hvis patienten udviklede symptomer på begge sygdomme, måtte gonorré og syfilis være den samme sygdom, ræsonnerede han.
En fredag i maj 1767 dyppede John Hunter derfor sin kniv i et betændt sår på en gonorré-patient og gennembore-gennembore de dernæstnæstnæst urinrøret på en rask mand, hvis navn Hunter holdt hemmeligt.
Hvad lægen ikke vidste, var, at ekspe-eks rimentettettet ikke blot skulle sætte sygdoms-syg forskningengengen tilbage med årtier – det betødtød sandsynligvis også hans egen død.
Kirurgen skar i gravide kvinder
Den skotske kirurgs karriere var begyndt 19 år forinden på broren Williams anato-a miskolelele i London. Her blev Hunter hur-hur tigttigt kendt for sin uortodokse tilgang til forskning.ning. I eftertiden er han blevet mis-mis tænkttænkt for, sammen med sin bror, at
være skyld i adskillige dødsfald blandt gravide kvinder, som efterfølgende blev brugt i brødrenes forskning i graviditet.
Det var moralsk forkasteligt at dissekere mennesker på denne tid, men moralske kvaler så ikke ud til at påvirke Hunter, som eksperimenterede med alt, hvad han kunne få fat i – lige fra strandede hvaler til hængte forbrydere og lig stjålet på kirkegården.
Efterhånden fik han samlet sig en enorm samling af anatomiske præparater fra mere end 500 forskellige mennesker og dyr. Hunter oparbejdede en indgående viden om menneskekroppen – og han var særlig interesseret i naturens og lægevidenskabens uløste mysterier.
London var prostitutionens mekka
Kønssygdomme vakte Hunters interesse, fordi de florerede i 1700-tallets London, hvor prostitution var vidt udbredt, og seksuelle ydelser blev solgt overalt: Enlige kvinder trak på gaden, fordi de ikke kunne finde et job, ægtemænd udlejede deres koner, og skuespillerinder fra byens teatre tjente ekstra som escortpiger.
Prostitutionen fik antallet af syfilis- og gonorré-tilfælde til at løbe løbsk, og pa patienterne optog en stor del af lægernes konsultationstid. tid. I 1767 var køns kønssygdomme me blevet et af Hunters specialer, og han var allerede en toneangivende fag fagmand på området. Debatten om de to sygdommes mes indbyrdes forhold delte van vandene, og han igangsatte derfor sit ekspe eksperiment for at finde svaret.
Eksperten tog grueligt fejl
Efter tre års observationer af sin smitte smittede forsøgsperson kunne Hunter i 1770 med tilfredshed konstatere, at manden, som han havde smittet med gonorré, nu også udviste symptomer på syfilis. De to sygdomme måtte derfor være forskellige aspekter af den samme lidelse, konklu konkluderede den skotske læge.
Pga. Hunters faglige anseelse blev denden ne konklusion accepteret uden kritiske spørgsmål. Problemet var bare, at helele le grundlaget for hans eksperiment var forkert. For det førstete havde han babaseretret ret forsøget på blot en enkelt forforsøgsperson. søgsperson.søgsperson. For det andetdet det havde han ikke oververve vejet, om den gonorré-patient, han podepode de fra, også var smittet med syfilis, der endnu ikke viste symptomer.
Da franskmanden Philippe Ricord endelig fik modbevist John Hunters teori 68 år senere, sikrede han sig mod at begå samme fejl ved at anvende mere end 2.500 forsøgspersoner. På det tidspunkt havde Hunters resultat dog saboteret forskningen i mere end et halvt århundrede.
I dag fejres den skotske læge som den videnskabelige kirurgis fader. På trods af sin fejlagtige konklusion var han nemlig forud for sin tid, når det gjaldt om at skaffe en eksperimental basis for sit kirurgiske virke, og hans ukonventionelle arbejde førte til adskillige medicinske gennembrud i forståelsen af emner som bl.a. børneudvikling samt knoglevækst og heling af knoglebrud.
Lægen gav sig selv gonorré
John Hunter afslørede aldrig navnet på sin forsøgsperson. Flere historikere har dog luftet en teori om, at Hunter brugte sig selv som testobjekt. Teorien bygger på, at den hidtil sunde og raske læges helbred begyndte at svigte i årene umiddelbart efter eksperimentet.
Dårligt hjerte, som er en af de mest frygtede følgevirkninger af syfilis, menes nemlig at være grunden til, at John Hunter pludselig faldt død om i 1793.
Kvinder trak på gaden, ægtemænd udlejede deres koner, og skuespillerinder arbejdede som escortpiger.
LÆS MERE OM JOHN HUNTER
Wendy Moore: The Knife Man, Bantam Press, 2005 John Hunter: A Treatise on the Venereal Disease, London, 1788