OverklasseOverklassen Overklassen skal dø!
Tusindvis af udsultede og undertrykte bønder slutter sig i 1600-tallet til de lovløse kosakker på Ruslands stepper. Zarens rige skælver, da kosaklederen, Stenka Razin, beslutter at dræbe landets adel og fordele rigdommene mellem landets sultende masser.
En byge af kugler flænger stilheden over Volga- floden denne forårsnat i 1667. Ud af mørket glider en række sorttjærede både frem mod en konvoj af tungtlastede pramme – nogle fragter opkrævede skatter til zaren, andre tilhører rige russiske handelsfolk.
Ruten op ad Volga-floden i Rusland fører igennem kosakterritorium, og konvojen af pramme er derfor godt bevogtet af zarens soldater. Men til ingen nytte: Ind over rælingerne myldrer hundredvis af skæggede kosakker, og ingen ombord på prammene når at flygte. Kosakkernes anfører, Stenka Razin, beordrer officerer og skatteopkrævere dræbt uden nåde. Til de øvrige fanger siger han:
“I er frie til at gå, hvorhen I vil. Ingen vil tvinge jer. Men den, der vil følge mig, han skal være kosak og min ligemand. Alle bojarer vil vi dræbe, men for de fattige og nødlidende skal jeg være som en bror og en far”.
Under stjernehimlen slutter 160 mand sig til den karismatiske oprørsleder Stenka Razin, som planlægger at dræbe alle landets adelige og bringe zarriget til fald.
Razin vokser op på stepperne
De fleste kosakker i 1600-tallets Rusland var oprindeligt bønder, som flygtede fra slavelignende forhold under de russiske godsejere, bojarerne. I hundredvis sluttede de sig til kosakkerne, hvis vigtigste leveregel var et forbud mod landbrugsar - bejde. En af de største grupper udgjorde kosakkerne ved floden Don. “Zaren hersker i Moskva, men kosakken hersker på Don”, lød et ordsprog blandt dem.
En aften i 1630 kunne den velstående Don-kosak Timofeij fejre sin nyfødte søn – Stepan Timofejevitj Razin, der fik kaldenavnet Stenka. Drengens opvækst var som enhver anden kosaks: Stenka lærte at iagttage fuglenes flugt over himlen – der kunne afsløre et forestående fjendtligt angreb – han blev undervist i at bruge en lasso, og han blev trænet i at krydse floder på ryggen af en svømmende hest med sin sabel mellem tænderne. Razin lærte også at kæmpe. Når tatarer eller tyrkere angreb, forsvarede han territoriet, og han kom med på plyndringstogter til Krim-halvøen.
I 1651 blev 21- årige Razin udvalgt til at rejse til Moskva med en delegation på ca. 20 mand, der en gang om året besøgte zaren for at sværge kosakkernes loyalitet over for ham.
Moskva blev en overvældende oplevelse for den unge kosak: Byen var som et hav af mørke træhuse, hvor kirkernes klokketårne stak op som høje bølgetoppe. Midt i det hele ragede Kreml-fæstningen op, og bag de tykke mure brændte katedralernes kupler imod den mørkeblå himmel. Moskva var dog andet end skønne bygnin bygninger, opdagede Razin: Mens byens bojarer boede i stor luk luksus, levede hovedstadens fattige på sultegrænsen i usle kvarterer, der stank af affald og afføring. Mange indbyggere blev derfor drevet ud i kriminalitet, hvilket bojarerne og zaren straffede hårdt. Dette opdagede Stenka, da han nærmede sig Kreml, hvor lig hang fra murene. Hovedstadens skønhed og gru gjorde et dybt indtryk på Razin, der efter Moskva-besøget fortsatte mod nord på en pilgrimsfærd til det afsides beliggende Solovetskij-kloster ved Hvidehavet.
“Zaren hersker i Moskva, men kosakken hersker på Don”.
Et ordsprog blandt Don-kosakkerne, der i 1600-tallet herskede på de russiske stepper omkring floden Don.
I klostret fandt Razin dog ikke den sjælefred og himmelske retfærdighed, han havde forventet. Munkene drev en givtig forretning med saltede fisk, og de udnyttede de enfoldige lokale lige så skruppelløst som bojarerne. Oplevelserne i Moskva og Solovetskij-klostret gjorde den unge kosak arrig, og han besluttede at vende tilbage til stepperne.
Hjemme var situationen vanskelig: Don-territoriet var overbefolket pga. nytilkomne flygtninge, og sulten hærgede. Kosakkerne bad Moskva om forsyninger af korn, men zaren reagerede ikke. I stedet begyndte bander af sultne kosakker at plyndre naboegnene.
Bojarerne har forbandet Rusland
I året 1666 voksede ængstelsen blandt de forarmede russere til uanede højder: De tre sekstaller i årstallet var Djævlens tal, mente den overtroiske befolkning, og mange var sikre på, at Antikrist ville komme. Mørke kræfter havde overtaget det hellige Rusland, sagde folk. Mange forberedte sig på den nært forestående dommedag ved hver aften at gå i seng iført de klæder, som de ville begraves i.
I Don-regionen var kosakkerne sikre på, at forbandelsen skyldtes bojarerne – og Razin var parat til handling. Så snart forårets tøvejr satte ind i året 1666, samlede han en bande kosakker og roede i fire både op ad Don på plyndringstogt. Hans mission tiltrak en strøm af ligesindede: Kosakker, bortløbne bønder med rygge arret af bojarernes pisk og deserterede soldater fra zarens hær.
I slutningen af året stod Razin i spidsen for en horde på 1.000 mand. Kosaklederen havde etableret en lejr ved byen
Sarai, og mens han overvejede sit næste træk, nærmede zarens konvoj af tungtlastede pramme sig i begyndelsen af 1667.
Razin besluttede sig for at plyndre konvojen for guld og give det til de fattige – og til sig selv. Plyndringen lykkedes som planlagt, men i stedet for straks at vende sin opmærksomhed mod bojarerne i hovedstaden