Ruslands kosakker nægtede at dyrke jorden

Mens de russiske bønder blev holdt i et jerngreb af zaren, levede rytterfolket kosakkerne en fri tilværelse på rigets vidtstrakte stepper.

Rusland husede i 1600-tallet flere forskellige kosak-grupperinger. De fleste af dem bestod af tidligere bønder, der var brudt ud af det russiske samfund i protest mod den uretfærdige fordeling af jord og rettigheder. I stedet havde kosakkerne indrettet deres egne samfund, hvor de selv kunne bestemme – i hvert fald så længe de stod på god fod med zaren.

Kosakkernes fortid som bønder udmøntede sig i et forbud mod landbrugsarbejde, og overtrædelse af forbuddet blev straffet med døden.

Stenka Razin tilhørte Don-kosakkerne, der levede nær floden af samme navn. De var dygtige ryttere, og opdræt af heste var deres primære beskæftigelse. Derudover ernærede de sig ved jagt, fiskeri og plyndring.

I Don-kosakkernes fællesskab blev høvdinge og andre ledere valgt demokratisk. En gang om året mødtes de mange spredte grupper af kosakker for at vælge en samlet leder – den såkaldte hetman. Forsamlingen mødtes i kosakkernes hovedkvarter nær byen Tjerkask ved Don.

Det blev forventet, at den nyvalgte hetman først protesterede over valget og afslog æren, inden han accepterede hvervet. Derefter smurte de tilstedeværende mudder i ansigtet på ham. Mudderet skulle minde ham om ikke at blive for fin på den.

Hetmanen skulle opretholde kosakkernes love: Blev en kosak fx dømt for mord, skulle han begraves levende med den myrdedes kiste oven på sig.