Volga-floden var springbræt for angrebet mod Moskva
Razins plan var først at sikre sig kontrol over byerne langs Volgafloden for dernæst at angribe hovedstaden Moskva. Flere byer tog velvilligt imod Razin, men planen smuldrede, da han mødte militær modstand af en kaliber, som hans bondehær ikke var rustet
sejlede kosaklederen dernæst ned ad Volga mod Det Kaspiske Hav.
Undervejs på sin færd sendte han gesandter i forvejen, som bestak kystbyernes vagtmandskab med guld. Derfor løsnedes ingen skud imod ham, når han ankom. Snart gik rygtet, at Razin kunne forhekse kanoner. I sommeren 1667 nåede han til byen Jaitsk, som kosaklederen besluttede at erobre. Forklædt som pilgrim stavrede han sammen med tre følgesvende op til byens port, hvor soldaterne udspurgte dem om deres ærinde.
“Vi er kommet for at bede. I Jesu navn luk os ind”, bad de falske pilgrimme.
Så snart vagterne åbnede porten, overmandede kosakkerne dem, og kort efter væltede resten af Razins styrke ind i byen. Her byggede de hen over sommeren store galejer med plads til 40-60 mand i hver. Året efter stævnede Razins bande ud på Det Kaspiske Hav.
Razin lagde by efter by i ruiner, og rygtet om hans succes nåede tilbage til Rusland, hvor tusinder af mænd drog ud for at slutte sig til ham.
Med over 5.000 mand nærmede Razin sig i juli byen Rasht, da han hørte, at shahen af det persiske Safavide-rige gjorde sig klar til at møde ham med en stor styrke. Truslen til trods besluttede Razin og hans mænd at overvintre ved Det Kaspiske Hav. De anlagde en lejr på en halvø, hvor de forskansede sig med deres medbragte kanoner og plyndrede forbipasserende skibe for deres rigdomme.
Da sommeren oprandt, var shahens flåde klar, og i juli 1669 nærmede 70 skibe sig Razins lejr under kommando af fyrst Khan Menedin. Han var så sikker på at kunne fordrive røverbanden, at han havde taget sin smukke datter med. Hun skulle nyde synet af hans triumf. I sidste ende blev det dog synet af Razins piratmetoder, den persiske prinsesse fik at se.
I en række fladbundede skibe sejlede kosakkerne ind under kanonlinjen, hakkede hul i fjendens skibe, smed brændende bylter ind gennem hullerne og klatrede ombord. Perserne, klædt i hjel hjelme udsmykket med påfuglefjer, klareklare de ikke mødet med kosakkerne. Kun tre skibe undslap, blandt dem fyrst Menedins. Hans datdat ter endte som fange, og Razin tog prinsessen med ombord på sit eget skib – på trods af at god kosakskik forbød kvinder ombord.
Prinsesse ofret til Volga
Lastet med de erobrede rigdomme sejlede Razins flåde i august 1669 ind gennem Volgas sandede munding med kurs mod Don.
Til sine mænds store irritation havde Razin stadig den persiske prinsesse hos sig, men hun overlevede ikke længe hos den impulsive kosak. En dag under sejladsen op ad Volga begyndte Razin at tale til floden:
“Ja, vist er du en nobel flod, og takket være dig har jeg så meget guld, sølv og værdifulde sager. Du er selve sjælen i min lykke og fremgang – men hvilken utaknemmelig mand er jeg ikke; jeg har intet ofret til dig”.
Med disse ord kastede han sin persiske prinsesse i flodens brusende bølger.
I efteråret 1669 krydsede Razin fra Volga over i Don-floden. Flere sluttede sig til ham undervejs, for i den stærkt overtroiske befolkning havde han fået ry for at være uovervindelig: Hans ord alene, fortaltes det, kunne standse skibe og forvandle dem til sten. Razins voksende skare af tilhængere vakte efterhånden uro hos zaren i Moskva. Derfor ankom en gesandt ved navn Evdokimov til Don-kosakkernes hovedkvarter, Tjerkask, for at forhøre sig om deres loyalitet. Kosak Kosakkernes øverste leder, hetmanen, forsikrede gesandten om, at de stadig var tro imod zaren og på ingen måde bifaldt Razins fremfærd. Tilfældet ville dog, at Razin, som just var vendt tilbage og havde etableret en base på øen Kagalnik nær ved Tjerkask, på dette tidspunkt trådte ind i hovedkvarteret. Da han erfarede, hvorfor Evdokimov var på besøg, blev han rasende og beskyldte zarens gesandt for at være en bedrager udsendt af bojarerne for at spionere mod ham. Mødet endte med, at Razin og hans mænd tæskede Edokimov halvt til døde og smed ham i Don. Razin havde vist sit sande ansigt, og alle ventede på hans næste skridt.
Revolten bryder ud i lys lue
“Du er selve sjælen i min lykke og fremgang – men hvilken utaknemmelig mand er jeg”.
Stenka Razin, lige inden han kaster en persisk prinsesse i Volga-floden i 1669.
Razin slap oprørets flammer løs i foråret 1670. Hans hær erobrede by
efter by langs Volga-floden og dræbte de adelige. Fjendens soldater tog han til gengæld i sin tjeneste – nogle som roere, andre som krigere. De nye rekrutter accepterede beredvilligt Razins parole:
“Du kæmper for zaren imod bojarerne, som har forrådt hans tillid”, men i virkeligheden drømte kosaklederen om at tage magten i det russiske rige.
Med sine nu 7.000 mand skulle han vælge et mål: Hovedstaden Moskva eller den rige handelsby Astrakhan ved Det Kaspiske Hav. Fra sine spioner hørte Razin, at indbyggerne i Astrakhan utålmodigt ventede ham, og at byen ville overgive sig, så snart han viste sig for dens porte. De meldinger afgjorde sagen.
Byens fyrste, Ivan Semijonovitj Prozorovitj, fik dog nys om beslutningen fra en flygtning, der røbede, at kosakkerne var på vej mod Astrakhan. Prozorovitj sendte 40 galejer imod Razin, som mødte dem på halvvejen. Dristigt roede Razin ind blandt fyrstens skibe og råbte til de fjendtlige soldater:
“Vær hilset, brødre! Har bojarerne ikke holdt jer som slaver længe nok? Hævn! Hævn!”
Ordene fik samtlige af fyrstens soldater til at skifte side. Også inde i Astrakhan smuldrede forsvaret, fordi de tilbageværende soldater ikke havde fået deres sold i lang tid. Fyrst Prozorovitj kunne ikke betale dem, fordi ingen penge nåede frem fra zarens skatkammer. Fyrsten tryglede sine soldater om ikke at slutte sig til Razin, mens kosakgalejerne på Volga nærmede sig byen.
En morgen kimede byens kirkeklokker til alarm: Kosakkerne var gået i land og marcherede frem. Trompeter kaldte Astrakhans soldater til bymuren, og i en
forgyldt brynje red fyrst Prozorovitj ud af sit palads for at tale til sine mænd:
“Vær tapre, mine brødre! Tiden er inde til at vinde zarens respekt”.
Men mange af hans soldater vurderede, at tiden snarere var inde til at vinde Razins anerkendelse: Da han nåede frem til bymuren, sænkede nogle af forsvarerne stiger ned, som kosakkerne kunne kravle op ad. Panisk søgte Prozorovitj og hans hoffolk tilflugt i byens katedral, men de var ikke i sikkerhed: Ved solnedgang brød kosakkerne ind i kirken, slæbte dem ud og slog alle ihjel.
Oprørets ild spreder sig
Den befæstede havneby AstrakAstrak han var nu i Razins hænder – og nyheden spredte sig som en lølø beild: I byerne Saratov og Samara åbnede indbyggerne selv byportene for Razin og hans mænd.
Kosakkernes fremfærd var som en fakkel, der antændte den ulmende vrede i det russiske folk, der var tynget af hårde skatter og prisgivet de hensynsløse bojarer. Razin var ikke bleg for at forføre befolkningen: Ombord på et af sine skibe havde han en 16-årig dreng, som han påstod var zarens søn, Alexei Alexeivitj.
Drengen, pralede kosaklederen, havde søgt tilflugt hos ham fra onde bojarer, og zaren selv havde givet Razin ordre til at dræbe alle adelsfolk for deres forræderi. Mange slugte løgnen råt – uvidende om, at den ægte tronarving var død i Moskva ved årets begyndelse. Razins styrke svulmede nu op til næsten 20.000 mand.
Men netop da alt så ud til at lykkes for Razin, og marchen mod Moskva kunne begynde, slap hans held op.
I måneder havde hans mænd forsøgt at indtage byen Simbirsk. Under det afgørende slag mod byens disciplinerede hær i oktober 1670 gik en stor del af Razins mænd i panik og flygtede. Da mørket faldt på, kæmpede kosakkerne endnu, men så lød et råb: “Atamanen (lederen, red.) er faldet!” Det utrolige var sket for den usårlige Stenka Razin – en sabel havde flænget hans hoved. Han kæmpede videre med blod silende ned i øjnene, indtil en geværkugle ramte hans ben, og han styrtede til jorden. Kosakkerne reddede deres sårede leder og flygtede.
Razins oprørshær var blevet slået tilbage, og han selv var hårdt såret. Mens han genvandt helbredet i lejren på Kagalnikøen, gik flere af de erobrede byer tabt. Hans kosak-bander blev omringet af zarens styrker, og region efter region overgav sig efter kampe så blodige, at steppens floder blev farvet røde. Fra sit sygeleje forsøgte Razin at mobilisere sine medkosakker – uden succes. Hans magiske kræfter var forsvundet.
Af frygt for repressalier besluttede de øvrige Don-kosakker at udlevere den sårede kosak til zarens nåde. I sommeren 1671 blev Razin derfor eskorteret til Moskva. Nær byens porte blev oprørslederen gennet op på en vogn, der kørte ham detdet sidste stykke ind i byen. På dens lad stod en galge. Razin fik besked på at tage sine fine silkeklæder af, i steste
detdet iførtes han nogle laser.
En smertefuld død venter
Med hænderne lænket til vognen og en jernkæde om halsen ankom den slagne kosakrebel til Moskva.
Først blev han ført til byens rådhus og tortureret med glødende kul i dagevis. Enden på lidelserne kom den 6. juni, hvor Stenka Razin blev bragt ind på byens tætpakkede torv, Den Røde Plads. Mænd med fine pelshuer og deres oversminkede koner trængtes med bønder i slidte fåreskindsjakker for at få et glimt af den berømte kosakleder.
Mellem dem maste sælgere sig frem med madkurve fulde af varme pirogger, græskartærter og honningkager. Oppe på skafottet stod Stenka Razin omgivet af bødlen med sin store, skarptslebne økse og en sortklædt præst.
Bødlen nærmede sig, mens han slog korsets tegn flere gange, og Razin blev lagt ned. Første gang øksen faldt, huggede den kosakkens højre arm af ved albuen, anden gang fjernede den hans venstre ben ved knæet. Først i tredje omgang skilte øksen hovedet fra kroppen.
Stenka Razin var død. Hans ugennemtænkte oprør mod bojarerne havde kostet tusinder af kosakker livet – og stik imod hans hensigt strammede zaren og bojarerne nu grebet endnu mere om Ruslands befolkning.
LÆS MERE OM STENKA RAZIN
Cecil Field: The Great Cossack: The Rebellion of Stenka Razin, London H. Jenkins, 1947
“Vær hilset, brødre! Har bojarerne ikke holdt jer som slaver længe nok? Hævn! Hævn!”
Stenka Razin, da han i 1670 ror ind midt iblandt en flåde af fjendtlige galejer.