Den egyptiske rebus
Under Napoleons felttog i Egypten stødte franske ingeniørtropper i 1799 på en kæmpe stenblok tæt beskrevet med mystiske tegn. Stenen skulle vise sig at rumme nøglen til de gamle egypteres gådefulde billedskrift, hieroglyfferne.
En julidag i 1799 dukkede en højst usædvanlig genstand op i Napoleons militærlejr tæt ved havnebyen Rosetta i Egypten. Under arbejdet med at genopbygge det gamle Fort Julien i nærheden var Napoleons ingeniørtropper stødt på en stor, sort stenblok tæt beskrevet med mystiske skrifttegn. Den vagthavende officer vidste straks, at det var en sag for hans overordnede, og fik derfor bugseret den 114 centimeter høje og over 750 kilo tunge sten hen til general Jacques-François Menous telt.
Ved nærmere eftersyn kunne Napoleons medbragte hold af forskere slå fast, at den spektakulære sten var prydet med tre forskellige typer tegn. Først en tekst bestående af egyptiske hieroglyffer – forsimplede tegninger af fugle, bølger og andre symboler – derefter nogle snirklede kruseduller og til sidst velkendte græske bogstaver.
Selvom de franske soldater nok fornemmede, at de havde gravet en skat ud af ørkensandet, gjorde de sig ingen forestilling om, hvor banebrydende deres fund skulle blive. Rosettestenen, der blev opkaldt efter havnebyen i nærheden, skulle vise sig at være en unik ordbog til de gamle egypteres skriftsprog. Og den blev videnskabens nøgle til at knække de gådefulde hieroglyffers kode.
Fra tegninger til rebusalfabet
I oldtidens egyptiske rige havde hieroglyffer gennem årtusinder udgjort indbyggernes skriftsprog og været brugt til alt fra skatteregnskaber til eventyrlige fortællinger, frække tegneserier og magiske formularer, der skulle sikre afdøde en tryg rejse til den anden side. Ordet hieroglyf er sammensat af de græske ord for “hellig”, hieros, og “indridse”, der hedder glyphein.
De ældste hieroglyffer, som arkæologer har fundet, stammer fra gravkamre i Abydos, nutidens Umm el-Qa’ab, 480 kilometer syd for Cairo, og de er hele 5.400 år gamle. Tegnene er præget på simple lersegl, som egypterne brugte til at forsegle de madkrukker med, der skulle ledsage den afdøde i graven.
I samme område har arkæologer udgravet en række mærkater med udskårne hieroglyffer dateret til omkring år 3200 f.Kr. Mærkaterne er lavet af ben og elfenben og har været brugt til at sætte på fragtkasser med fx korn, så handelsfolk kunne se, hvad kasserne indeholdt, og hvor varerne kom fra.
Hieroglyfferne fra Abydos viser tegninger af mennesker, dyr og ting, som indbyggerne kendte fra dagligdagen. Når egyptologer sammenligner disse tidlige hieroglyffer med senere perioders tekster, kan de slå fast, at tegnene med tiden blev mere forsimplede, så et tegn for vand fx blot fremstår som en bølget linje. Alfabetet af hieroglyffer udviklede sig også, så tegnene under det andet dynasti i årene 2890-2686 f.Kr. ikke blot kunne beskrive enkelte ting, steder eller fænomener, men danne hele sætninger, og i det gamle rige – i 2686-2160 f.Kr. – talte alfabetet op mod 800 tegn.
Hieroglyfferne fremstod stadig som stregtegninger af genstande, men havde nu udviklet sig til også at være fonetiske – det vil sige knyttet til en bestemt lyd. Når en egyptisk skriver nedfældede et tegn formet som fx en hånd efterfulgt af en stråmåtte og et brød, gengav han samtidig lydene d, p og t – det egyptiske ord for båd. Hieroglyfsproget fungerede altså lidt ligesom en moderne rebus, hvor hvert tegn enten kunne repræsentere fænomener og ting eller fungere som bogstaver. Arbejdet med at skrive lange rækker tegninger af dyr, mennesker og planter gik langsomt, og derfor udviklede egypterne omkring år 2500 f.Kr. en mere forenklet og flydende skrift, som grækerne senere kaldte hieratisk skrift, og som minder mere om moderne skriftsprog i sit udtryk.
Hieratisk skrift kunne hurtigt grifles ned med blæk på papyrus, det vil sige papirtynde ark, som var lavet af papyrusplanten. Egypterne gik dog ikke bort fra hieroglyfferne, men brugte de to alfabeter sideløbende.
Hieroglyffer var elitens sprog
Kun få almindelige egyptere kunne læse og skrive. Skrivekunsten var forbeholdt overklassen, der sendte sine drengebørn i skole fra syvårsalderen og videre på skriverskoler som 13-15-årige. Mestrede de unge mænd hieroglyfferne, var de sikret en lovende fremtid og kunne se frem til en prægtig karriere som skrivere i templerne, administrationen, militæret eller handelslivet.
“Jeg har set mange nederlag – beslut jer for bøger (...), der er intet bedre end bøger”, lyder opfordringen i en tekst om skriverfaget fra det mellemste rige – dvs. i perioden 2055-1650 f.Kr. Nogle skrivere opnåede så stor anseelse, at de blev tilbedt som guder.
Hieroglyfferne spillede en betydningsfuld rolle i alle dele af det egyptiske samfund. På markedspladserne fik storkøbmænd aftaler om levering af korn, klæder og krydderier ned på skrift. Godsejernes skrivere udstedte instrukser på papyrus, som de sirligt foldede sammen,
forseglede og sendte til forvaltere rundtomkring i riget. Fx sendte Thebens borgmester, Sennefer, omkring år 1425 f.Kr. en opsang til en af sine forvaltere, Baki, der tilsyneladende var lidt af en doven rad. I brevet beordrer borgmesteren Baki til at samle planter, lotusblomster og andet, der er værd at ofre, samt at skære 5.000 brædder og 200 træstykker. Den vrede borgmester slutter brevet med svadaen:
“Du skal ikke sløse, for jeg ved, at du er en wiwi, og at du kan lide at ligge i sengen og spise”. Forskere kan ikke oversætte ordet “wiwi” præcist, men sammenhængen taler for sig selv.
Egyptens læger brugte hieroglyfferne til at samle og videregive erfaringer om sygdomme og behandlinger. Ved byen alLahun, der ligger 130 kilometer fra Cairo, har arkæologer fundet et eksemplar af en primitiv lægehåndbog skrevet på papyrus. Forfatteren giver følgende råd til læger, der skal behandle kvindelige patienter for smerter i ryggen, bækkenet og låret:
“Du skal sige til patienten, at det er khaausymptomer fra vagina. Du skal behandle hende med fem ro (en ro svarer til 0,015 liter, red.) af roden fra planten jordmandel, fem ro baldrian samt komælk i en halvliterkrukke, kogt, stivnet og drukket over fire måneder”.
Skjult erotik på papyrus
Hieroglyfferne giver i dag egyptologer et unikt indblik i, hvad de gamle egyptere tænkte og drømte om – eller hvordan de gerne ville mindes af eftertiden. Rigets faraoer udnyttede skriftsproget til at forevige mere eller mindre sandfærdige fortællinger om deres storslåede bedrifter. Fx har Ramses 2. fyldt adskillige templer, herunder sit eget mindetempel Ramesseum i Theben, med beretningen om, hvordan han næsten ene mand slog egypternes ærkefjender, hittitterne, på flugt i et slag ved byen Kadesh omkring år 1300 f.Kr. I virkeligheden led begge hære både nederlag og vandt små sejre under slaget, der endte med en fredstraktat mellem parterne.
Andre fund vidner om forelskede egypteres lidenskabelige længsler.
14 linjer hieroglyffer svarede til 54 linjer oldgræsk på Rosettestenen.